Marching Church
Man kan mærke den 23-åriges kreative spasmer og romantiske higen efter storhed (samt rækkevidden af et hastigt voksende engelskvokabular) i Elias Bender Rønnenfelts Marching Church, der på debutalbummet er gået fra soloprojekt til nu også at inkludere Cæcilie Trier, Puce Mary og medlemmer fra Lower og Hand of Dust.
Den unge Iceage-frontmand og River Phoenix-lookalike hæver sine skærende høje kindben mod himlen, folder armene ud som vinger og forsøger at flyve som Ikaros. Han er for rastløs til at stå stille eller gentage sig selv: Talentets bæreevne skal afprøves. Det er ens forbandede pligt!
Respekt for det.
Men er albummet alvorsfuld kunst med stort K eller et uforpligtende frikvarter? ’Hungry for Love’ sender blandede signaler: En længere spoken word-intro på spansk (!) efterfølges af Rønnenfelts spasmodiske fraseringer, der lyder som opkast i wc-kummen efter en brydsom fredag nat out on the town. Hans pustende, hikkende og stønnende vokal fungerer som regel i Iceage, men har en mere trættende, for ikke at sige selvparodisk klang i Marching Church-regi. Når musikken er næsten klinisk renset for melodier, skal stemmen selvfølgelig bære meget af dens dramatiske tyngde, men man savner en sanger, der er interesseret i at synge frem for at gurgle affekteret.
Musikalsk præsenteres vi for en art derangeret Weimar-kabaret tilsat Nick Caves mest søsyge kreationer på tidlige Bad Seeds-album samt en (intenderet) soul loverman-dekadence (via blandt andet et fodslæbende cover af soul-klassikeren ’Dark End of the Street’).
Der er heldigvis interessante detaljer og øjeblikke, der bryder den free form-poesi og musikalske monotoni: Blæserne, der sætter ind efter fem minutters murrende skrammelrock på ’Your Father’s Eyes’, korstemmerne og trommeslagene, der rammer som klippende fuglevinger på åbningsnummeret ’Living in Doubt’, den sugende basgang, der duellerer med en klagende violin på ’Up a Hill’.
Bedst er verset i den blæserindsmurte ’King of Song’, som har et indbydende, basdrevet groove. Omkvædets (rock)skematiske forudsigelighed flugter desværre ikke så godt med versets charmerende plastic soul-vibe.
Albummet opleves som én lang improvisation og er som sådant et interessant øjebliksbillede af Rønnenfelts musikalske besættelser. I næste ombæring må han dog gerne satse på sangskriverens vigtigste egenskab: At skrive færdigformede sange.
Kort sagt:
Elias Bender Rønnenfeldt forsøger sig med improviseret skrammelrock og plastic soul på sit første album udenfor Iceage. Resultatet er lidt for monotone sangskitser, der mangler melodisk fremdrift. Rønnenfeldts vokal nærmer sig det selvparodiske i al sin gurglende, stønnende patos.
Læs interview: Elias Bender Rønnenfeldt om kærlighed, sangtekster og at pisse mod månen