Bisse: 10 sange, der har defineret mig – fra Benny Andersen til (masser af) Frank Ocean

Han har netop udgivet sit mest lyttervenlige (og måske bedste) album til dato med ‘Højlandet’. Her fortæller eneren Bisse om ti numre, der har formet ham som musiker og menneske.
Bisse: 10 sange, der har defineret mig – fra Benny Andersen til (masser af) Frank Ocean
Foto: Mia Rewitz
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den første sang jeg kan huske gjorde et indtryk:
Carl Nielsen ‘Solen er så rød mor’

»’Elefantens vuggevise’ og ‘Solen er så rød mor’. Smukke sange, som ku’ få én til at ligge helt stille i sengen, mens halvmånen løftede sin sabel, og ræven listede rundt derude. Ham der Harald Bergstedt, der skrev sidstnævnte, blev jo sidenhen nazist og skrev faktisk Hitlers nekrolog herhjemme i Danmark. På en måde det danske sidestykke til Knut Hamsun«.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sangen jeg forbinder med mit barndomshjem:
Benny Andersen & Povl Dissing ’Længsel efter Rosalina’

»Jeg mindes, at når det blev efterår, satte min mor ofte en cd på, som hed ‘Skynd dig langsomt’ af Benny Andersen og Povl Dissing. Det er også noget musik, som min morfar ikke havde noget imod at høre, når vi fik besøg af dem. Ellers var det meste andet jo bare noget baggrundslarm ifølge ham. Jeg mødte Benny Andersen for første gang for nogle uger siden, da jeg skulle spille til en prisoverrækkelse, hvor han blev hædret. Jeg skulle blandt andet fortolke en af hans sange. Jeg mødte ham på vej til toilettet, en ældre herre kom gående med små museskridt og en støttende kvinde ved sin side. Jeg kom til at tænke på Leonard Cohen.

Han spurgte mig, hvilken sang jeg ville synge. Jeg sagde drillende, at han måtte vente og se. Og så rettede han mig med sine smilende øjne: ‘… høre, mener du’. Han er stadig skarp. Når man møder en legende som ham, føler man sig virkelig som en del af en større historie, som en fakkelbærer, der bærer ilden videre. Jeg ved nu ikke, om jeg kan træde i Andersens sko, de passer mig nok ikke helt. De er ikke for små, det er ikke det, men jeg er jo nok mere til det barfodede med rød lak på tåneglene«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Min yndlingssang i folkeskolen:
Backstreet Boys ’As Long As You Love Me’

»Åha, den skiftede jo hver uge… Børn er ikke ligefrem standhaftige tinsoldater. Og måske især ikke, når det kommer til smag, det er jo meget sådan en markør. I hvert fald i den alder… forhåbentligt kun i den alder! Puha, der var meget dårlig musik. Cartoons, Aqua, Backstreet Boys, DAD – hele det der ‘Absolute Music’-cirkus… Men jeg må jo indrømme, at jeg var fascineret over de ældre drenges kærestesorger. Sidde i bilen med min grønne Sony discman og drømme mig ældre og mere sorgfuld, end jeg var, sammen med Backstreet Boys… De gjorde mig lidt blue«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sangen der gav mig lyst til at blive musiker:
D-A-D ‘Nineteenhundredandyesterday’

»Der har været så mange. Men rockdrømmen leverede D-A-D. Det var da lige drømmen at stå på the highway og bare suse derudaf i ørkenen. Væk fra folkeren, klasselokalet, klasselæreren Ingelise, skolemælken og alle lektierne. Mod den synkende sol og den evige melankoli og en G&T. Og så er det noget med, at min far er grandfætter til forsangeren og guitaristen fra D-A-D, så jeg gik rundt og blærede mig med, at jeg var i familie med dem, selv om jeg aldrig har mødt dem.

Heldigvis spurgte vennerne ikke ind til det, men var bare tydeligt imponerede og taknemmelige over at have mig som deres ven. Nu skammer jeg mig over, at jeg var så stor fan af dem. Men hey, det skal man jo ikke. De gjorde noget godt for mig engang, nu jeg kan ikke rigtigt forstå at værdsætte dem længere. Men sådan er det jo. Ligesom ekskærester«.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sangen der giver mig gåsehud hver gang:
Frank Ocean ’Solo’

»Gåsehuden bliver jo slidt ned, når man har kørt sangen for længe på repeat… Det er ligesom at blive kløet på ryggen, til sidst gør det kun ondt. Men når Frank Ocean for tiden går op og nærmest bryder i gråd i omkvædet, så kommer gæssene«.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En sang der har inspireret konceptet bag Bisse:
Kanye West ’Dark Fantasy’

»Jeg er ikke noget koncept, ligesom Steff Houlberg eller noget. Bisse er noget, jeg engang blev kaldt af en ven. Det er bare mig plus mine bissebasser. Kend os på knækket«.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En sang jeg forbinder med kærestesorger:
Bob Dylan ’Make You Feel My Love’

»Da min eks og jeg slog op, var jeg på besøg hos hende i Aarhus. Klokken var lidt i midnat, jeg gik ud af døren og vandrede hvileløst rundt i byen, mens jeg ventede på det sidste nattog til København. Hele vejen hjem sad jeg og hørte Bob Dylan-albummet ‘Time Out Of Mind’. ‘Standing In the Doorway’ og ‘Million Miles’, ‘Tryin’ To Get To Heaven’, ‘Make You Feel My Love’ og ‘Not Dark Yet’ er allesammen fantastiske kærlighedssange og livssange… Han var der bare for mig den nat. Og så er der den sidste sang på albummet ‘Highlands’, som der kom hele mit nye album ‘Højlandet’ ud af«.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En sang, hvis tekstunivers slår mig bagover:
Frank Ocean ’Solo (Reprise)’ feat. André 3000

»Jeg vil gerne slå et slag for flowet på det her nummer. Solo bliver til so low, og så opløser André ordene, der blir’ til lyde og pludselige syn, skarpe pointer og dumpede følelser. »So low that my halo is way low« – det er musik. Og han rammer slagene som en hammer. Hårdt. Ømt. Og godt, godt, godt«.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sangen jeg sætter på, når jeg er ked af det:
Sun Kil Moon ’Birds of Flims’

»Læg dig ned på dit støvede gulv og drøm dig væk til landet med Flimse-fuglene. Kozelek beskriver verden som den drøm, den er. Og giver sig tid til det. Verden er jo ikke kun mørke. Sun Kil Moon er en af disse små tilsyneladende uanselige hvidkalkede kirker, der står og lyser dig i møde på toppen af bakken efter din dagslange vandring i tusmørket. En drøm af en sognepræst. Som Kaj Munk«.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sangen jeg ville ønske, jeg havde lavet:
Frank Ocean ’Seigfried’

»Jeg er virkeligt blevet ramt af Frank Oceans nye plade. Der er jo næsten ikke nogen smarte beats på! Og sangene er så afslappede og jammede, og dybfølte. Oceans Ægte. Han har virkeligt overrasket mig. Der er så mange hits derude hele tiden, vilde nye ting, man skal tjekke ud – møllen stopper aldrig. Alle, eller i hvert fald mig, forventede, at han ville komme med nye hits til den mølle. Noget stort som Kanye Wests nye Pablo- album eller Kendrick Lamars ‘To Pimp A Butterfly’, og så kommer Ocean gående langs stranden med næsten ingenting på – helt sårbar og nede på jorden. Det rører virkeligt ved noget.

Det her handler ikke om penge/fame (Kanye) eller politik (Kendrick). Det handler om tvivl, kærlighed og om at være menneske og om at være sig selv. Og så synger han jo stadig så smukt. Helt klart min yndlingsfyr. Han har genintroduceret den skønne patos, hvor Kanye jo nærmest til sammenligning ligner en anstrengt, oppustet Idi Amin den Yngre«.

Læs anmeldelse: ’Højlandet’ er ubestridt Bisses mest lyttervenlige album hidtil – på en god facon

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af