’Højlandet’ er ubestridt Bisses mest lyttervenlige album hidtil – på en god facon
Bisse har slået sit navn fast med raketfart, siden han debuterede for under to år siden. Frekvensen af udgivelser har været uhørt høj, og nu sidder vi gudhjælpemig allerede her med hans femte udgivelse i hånden – en ordentlig kleppert af et album på intet mindre end 81 minutter. Hvad er los for dansk musiks udkrængende enfant terrible, der kræver så meget spilletid denne gang?
Blod-trilogien virkede som et kateter, der blev banket brutalt ind i hans kunstnerhjerte og gav fri passage for det indestængte, så det kunne vælte frit ud for hvert pulsslag. Nogen gange blev man så sprøjtet til, at man knapt kunne se og høre for al pløret. Vidunderligt berusende, men nu er der kommet styr på ventilen, og ’Højlandet’ er ubestridt Bisses mest lyttervenlige album hidtil. På en god facon.
De før så udtalte new wave-reminiscenser og syntetiske excesser er trådt i baggrunden til fordel for et mere rundet lydbillede, hvor langstrakte, ambiente urlyde stryger lytteren med hårene i lange perioder ad gangen. En selvproklameret gedigen omgang death wellness, der alligevel ikke undser sig Bisses brod (adjektivet death noteret).
Til tider hvirvles man ind i febrilsk rockturbulens og fabulerende tekststrømme og undertiden modsat ind i kosmisk jazzede sfærer. I højlandet skyes ingen generiske domæner, men alting bindes alligevel sammen af et nærværende drama og en vis ekspressiv råstyrke, der udøses gennem Bisses særegne krukkede vokal. For han lyder – trods alt – mest som sig selv.
Det er eftertænksomheden, som tidligere kom til udtryk gennem samfundsrevseri og førte til opkastfornemmelser, der er los. Den trækker ud og forplanter sig anderledes tydeligt i det musikalske udtryk. Især på numre som ’Drømmefundet’, ’Citybois’ og den maratonlange dagbogssang ’Kongeegen’, hvor det bliver næsten kontemplativt at lytte på blandt de svævende blide klangflader. Eksistentielt endda, hvis man skal være lidt højstemt.
Og det er slet ikke så forrykt i forbindelse med hin opus, for det er i høj grad et album, der søger de eksistentielle og gudelige vover. Der gås ukueligt i flæsket på selve livet. Der botaniseres i kærligheden, ensomheden, naturen og døden, naturligvis. Men med forskellige greb.
’Fred’ er et frustrationens opråb om at finde fred fra de fandens følelser. For det er ikke nemt at være til som sådan. Slet ikke i en krop, der føler så meget som Bisses. Sangen er imidlertid også et af flere eksempler på, at den bidske Bisse endnu lever og ånder i krigeriske vendinger. Og til trods for ’Højlandet’ er droslet ned i et gear med færre omdrejninger, er Bisse per se en modhage på den glatte konformitet.
Han er rablende rabiat, når det kommer til stykket. Fræk nok til at sætte nummeret ’Showbiz’ i gang med en sækkepibe, og skarp nok til, at det endegyldigt bliver en af pladens bedste sange. Navnlig på grund af et sælsomt omkvæd, som klæber sig fast, som en sjælden hymnisk igle i et univers, hvor melodierne ellers ofte løbes over ende af den pludrende poet.
Men melodierne står stærkt i højlandet, som på den fremragende sære disco-ballade og livsanmeldelse ’Seks hjerter’, hvor der deles hjerter ud til venner, familie, bandkammerater og børnehavebørn. En hæder til det hele fra den bestyrtede protagonist, hvabehar’. Det lever. Og det er i det hele taget dette albums fornemste kvalitet, at man fornemmer, at Bisse kravler ud af sit alter egos ham. Man kommer behind the scenes, kommer derind hvor vilje og tvivl syder og kværner.
På den måde får man heller ikke mindre Bisse, selv om ’Højlandet’ umiddelbart virker som fremmed territorium. Tværtimod mere Bisse nu. Og det er en berigelse på 81 minutter.
Kort sagt:
Melodierne står stærkt på Bisses mest lyttervenlige album til dato, selv om den vidunderligt berusende sanger og sangskriver altså stadig er en modhage på den glatte konformitet.
Læs også: Disse 11 album skal du høre i oktober – med Beck, NxWorries og Smerz