Charmerende Angel Olsen vekslede mellem kække kommentarer og fokuseret alvor

Angel Olsen er et underfundigt paradoks som livekunstner. Hendes sange kredser om kuldslåede forhold og ugengældte følelser, hvilket blev slået fast ved koncertens start med proklameringen »hate to have to watch you go / thought I’d been through this / I’ve been trying, I’m still trying« i den karakteristisk betitlede ‘Never Be Mine’.

Tristessen falder med tunge dråber i teksterne, som formidlet gennem Olsens dybt koncentrerede livepersona leveres med dyb alvor. Samtidig er hun ikke bleg for joviale kommentarer og en humoristisk interaktion med publikum, der tager brodden af sangenes mørke tematik og bidrager til en afslappet og hyggelig atmosfære.

Således også i aftes, hvor Olsen lystigt sludrede om Christiania, København som cykelby, og hvorvidt Uber var kommet til Danmark, eftersom »I’m going out tonight«.

Den 29-årige amerikaner er en særdeles udtryksfuld sangerinde, som formår at lægge vokalregisteret i de rigtige folder. Uagtet om det var på ‘Heart Shaped Face’ og ‘Miranda’, som begge havde et skær af country og western, eller på de mere potente og fuzz-inficerede udladninger i ‘Forgiven/Forgotten’.

Det var dog tydeligt, at Olsen og band var bedst, når de satte volumen og kraft på koncertmaskinen. I momenter tangerede de country-ladede momenter det anonyme, men bedst som det var ved at blive en anelse for behagesygt, blev man pirret af en finurlig finesse fra det velspillende ensemble – i øvrigt iklædt matchende grå jakkesæt og westernslips. For eksempel via en jazzet variation fra trommeslageren eller den ulmende guitarflade, som løb gennem ‘Special’. 

De fem musikere tilførte Olsens introspektive og ekspressive sange klædelige nuancer, hvilket eleverede den alternative folk til en overbevisende liveoplevelse. Guitaristerne vekslede mellem Neil Young’ske soli i ‘Not Gonna Kill You’ og Pixies-klingende duel i ‘Give It Up’, ligesom korsangerinden lagde smukke harmonistemmer i ‘Sister’.

En slæbende og synthindsvøbt version af ‘Intern’ mod slutningen var et rygradsrislende moment, hvor den klejne sangerinde sendte stemmelejets høje register helt op i de luftlag, hvor hårene rejste sig og gåsehuden meldte sin ankomst.

Efterfulgt af en ligeledes melankolsk afdæmpet ‘Woman’ blev vi gelejdet trygt og i opløftet stemning ud af Koncerthusets Studie 2, dog uden det store behov for en bytur, omend halvanden times selskab med aftenens charmerende og sympatiske hovedperson havde vakt fristelsen.

Læs anmeldelse: Angel Olsen forpasser – på glædelig vis! – chancen for det store gennembrud