Angel Olsen forpasser – på glædelig vis! – chancen for det store gennembrud
Har man set videoen til ’Shut Up Kiss Me’, hvor det førhen indadvendte naturbarn Angel Olsen springer ud som storbytøs med sølvparyk, er man tilgivet, hvis man tænker, at vi her har fat i en ikke ligefrem usædvanlig historie. Nemlig den om den unge kvindelige indie-musiker, der grundet en støt stigende popularitetskurve når det punkt i sin udvikling, hvor mainstreamsucces og imagebevidsthed bliver en uundgåelig distraktion/lokkende mulighed.
Modsat kolleger som Grimes eller St. Vincent virker det dog ikke som om Olsen med sit nye album – efterfølgeren til den roste 2014-udgivelse ’Burn Your Fire For No Witness’ – har tænkt sig for alvor at bryde ud af ’indieghettoen’.
Olsen har bestemt undergået en udvikling siden sidst – hun har finpudset og forædlet sit udtryk – men der er ikke tale om nogen stor popmusik-makeover, som brugen af synths på ’Intern’ eller videoen til førnævnte ’Shut Up Kiss Me’ syntes at varsko.
Hvis man skal blive inden for en 90’er-referenceramme, som jeg formoder bestemt ikke er Olsen fremmed, så kan man sige, at hvor første halvdel af albummet er som at lytte til peak Liz Phair, så er anden halvdel som at hænge ud med Mazzy Star.
Det vil sige de kortere, mere lunefulde og mere udadvendte sange dominerer i begyndelsen, men baner siden vejen for en række udstrakte, reflekterede kompositioner, der rammer en blå stemning, hvor der er mere rum mellem tonerne, og hvor tiden næsten står stille i takt med, at Olsen strammer grebet om sin lytter med sin fremragende stemme, der formår den paradoksale kunst at være cool distanceret og blødende intens på en og samme gang.
Er man til sange som ’White Fire’ og ’Windows’ fra forgængeren, vil man formentlig elske anden halvdel af ’My Woman’, der indledes med den fremragende ’Heart Shaped Face’, hvor Mazzy Star-inspirationen er særlig udtalt, og som tematisk og tyngdemæssigt kulminerer med de over syv minutter lange ’Sister’ og næsten-titelnummeret ’Woman’.
Alene titlerne på de to sange markerer en form for slægtskab, der går igen i den tålmodige og tilbageholdte stemningsopbygning. Olsen har en fin fornemmelse for at lade en komposition udfolde sig som var der tale om øjets gradvise indtagelse af et landskabspanorama. Måden hun glider fra omkvædet tilbage til verset på i førstnævnte, vidner om en sangskriver i fuld kontrol over sine virkemidler.
Blev man for alvor nysgerrig på Olsens potentielle stilskifte(r) i forbindelse med albumforløberne (’Intern’ og ’Shut Up Kiss Me’), vil man formentlig sætte pris på den guitarsprødt bidende tilgang i sange som ’Never Be Mine’ og ’Give It Up’. Noget af det fine ved disse sange er, at de rigtignok minder om 90’er-indierockens kvindelige frontløbere, men der er samtidig en præ-rock’n’roll-agtig melodisk sensibilitet over begge sange, der giver dem en tidløs slidstyrke.
’My Woman’ toner ud som en rejse ind i sindets kalkgruber og er derfor en langt mere introspektiv oplevelse, end singleudspillene lagde op til. Det skal man dog ingenlunde begræde. Angel Olsen synes fortsat at kere sig mere om sin kunsts udtryksfuldhed end dens salgbarhed. Det er en god prioritering.
Kort sagt:
Singleforløberne syntes at varsle et stilskifte – og et potentielt mainstream-gennembrud – for Angel Olsen, men ’My Woman’ glimrer som et dybdeborende og introspektivt album, hvor Olsens baggrund i indie og folk lever videre, men i en forfinet og afpudset udgave, der kun giver hendes fremragende stemme endnu bedre betingelser for at tale direkte til lytterens hjerte. Resultatet er et modent værk, der – selv om det er delt op i en ’hurtig’ og en ’langsom’ halvdel – opleves som helstøbt og konsekvent vedkommende.