Angel Olsen

Det er for meget, at hun skal hedde Angel til fornavn, for folk-sangeren fra Missouri har begået så himmelsk smukt et værk, at det er som at høre englene synge. Albummet er Olsens anden fuldlængde, og endnu mere end på den første, ’Half Way Home’, får stemmen her tilstrækkeligt rum til at vise, hvordan den mestrer både det gåsehudsindplantende intime ligeså vel som det kraftfulde og fælleslige.

I forhold til debutalbummet, der var rent akustisk og stilistisk meget sammenhængende, er det variationen i instrumenteringerne, der gør tricket og giver Olsens sang det fornødne modspil. Introsangen ’Unfucktheworld’ er en less is more-ode med lo-fi-indspillet og dræven vokal over tre akustiske guitarakkorder, førstesinglen ’Forgiven/Forgotten’ er derimod skramlet og trodsig postpunk, og ’Hi-Five’ er distortion-tung elektrisk guitarspil ledsaget af country-svingende klaver og trommer. Hele tiden med Olsens stemme og det bredde følelsesspektrum, der fremsynges, i forgrunden.

Tag bare rockballaden ’Stars’, hvor hun fortæller om at kvæles af følelser og ikke at have stemmen til at udtrykke dem. Hun ønsker sig en stemme, der kan alting, en stemme »to scream it all back into nothingness / to scream the feeling until there’s nothing left«. Men det er altså det, som Olsen har med dette album, for ’Burn Your Fire For No Witness’ gør netop at alt andet forsvinder. Og tilbage står så det vigtige: Fængslende melodier, fortrolig lyrik og en stemme så enestående, at det hele løftes til et – for at blive ved den oplagte metaforik – overjordisk niveau.