Årets 10 bedste grime-tracks (og et bonusnummer)

Årets 10 bedste grime-tracks (og et bonusnummer)
Skepta. (Foto: Gareth Cattermole/Getty Images)

Grime har været mindre omtalt i 2016 end comeback-året 2015, men det er bestemt ikke fordi, at genren mangler kvalitet.

Fra hele England (men stadig mest London) spirer nye ideer og tendenser – fra afrobeat til trill – og grimerapperne giver stadig ikke en fuck for konventioner. Der er skøre beats, freestyles og gakkede musikvideoer en masse, og det er måske af samme grund, at der ikke har været mange deciderede udgivelser.

I stedet følger de fleste rappere tilsyneladende en opskrift, hvor man udgiver en sang, når man har indspillet den og filmet en video rundt i kvarteret. Vi har kåret årets 10 bedste grime-numre, men starter lige med en lille bonus fra slutningen af 2015.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

BONUS: Elf Kid ‘Golden Boy’

Elf Kid udgav ‘Golden Boy’ i december 2015 og missede derfor skæringsdatoen for mange af sidste års lister. Derfor får han en uofficiel 11. plads med sidste års måske mest smitsomme nummer. Det har alt, hvad man kunne ønske sig: Et super flippet Amerie-sample, swagger som kun en 18-årig kan have det og nogle moves i slutningen af musikvideoen, der snildt kunne gå viralt i et Vine-format.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Bugzy Malone ‘Late Night in the 0161’

Hvis man kan tilgive det fjollede navn, er Bugzy måske den hårdeste MC uden for London. Selv om han har brugt det meste af det seneste år på en alt for langstrakt beef med Chip, nåede han også at sende en ep på gaden. Udgivelsen var en omgang blandede bolsjer, men ’Late Night in the 0161’ er rå og upoleret. Intet omkvæd, bare en lang grime-monolog: »This one’s just for the whip«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Mist ‘Ain’t the Same’

De putter noget fedt i grime-producernes vand. På andensinglen ’Ain’t the Same’ fra Mists debut-ep bliver hele tracket båret af et latterligt sejt house-inspireret vokalsample. At høre grime i 2016 er en skattejagt på skamløse inspirationer fra alle mulige klubtendenser, og hvis ikke det er årets grime-beat, så er musikvideoen – filmet i Dubai og med en et-sekunds-cameo af en hunløve – helt sikkert årets video.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Jammz feat. Scott Garcia ’It’s a London Thing’

Det skorter ikke på hjemstavnshymner i rap generelt eller i grime specifikt, og den her fungerer. Jammz’ rundtur i the endz er over arketypiske blæserstød en blanding af uknækkelig stolthed og desperate observationer: »These Starbucks ain’t doing shit for the ends / and they must know that we ain’t rich / but there’s still bare William Hills in the ends«. Kan et omkvæd være mere grime end et repetitivt »It’s a London ting«-sample?


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. J HUS ’Playing Sports’

En af de mest spændende tendenser de seneste år har været grimes affære med afrobeat. Det var næsten bare et spørgsmål om tid, når man tænker på, hvor mange grimerappere, der har caribiske rødder. Affæren er legesyg og overraskende, og dens kønneste kærlighedsbarn dette år er J HUS’ ’Playing Sports’, hvor han – med masser af nik til Arsenal i Nordlondon – flyder let over det dansable beat.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Bonkaz feat. Stormzy ’And Dat’

Hele Bonkaz’ mixtape, der med vanlig ydmyghed blev døbt ’Mixtape of the Year’, er ren ild, men der er ingen vej uden om, at ’And Dat’ med Stormzy-feature og det hele er det absolutte højdepunkt. Den der grime-ting med at flippe en vending (’and dat’) og lade den bære både omkvæd og vers fungerer upåklageligt, og et Stormzy-vers er næsten garant for en top-10-placering.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Nadia Rose ’Skwod’

Der er ikke et rave i 2016, der ikke ville være blevet endnu vildere af at spille ’Skwod’. Nadia Rose rapper vanvittigt overlegent, og jeg tør godt gætte på, at hendes album ender højt på næste års liste over bedste udgivelser. Desuden burde hun både vinde priserne for årets koreografi og årets Adidas-outfit – og så spiller hun i Danmark til januar!


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Stefflon Don ‘Real Ting’

‘Real Ting’ er et helt simpelt, gyngende beat, der lyder som om Stefflon Don har villet lave en riddim over Young M.A’s ’Ooouuu’. Hun står dog helt på egne ben og bærer nummeret med usvigeligt selvsikker karisma. Det er ikke nok at lave pistolfingre, man skal have luftmaskingeværerne ud til denne her kæmpe tune.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Skepta ’Man’

Skepta stod bag årets bedste grime-udgivelse. ’Konnichiwa’ er banger efter banger, og næsten alle tracks på albummet kunne have været på denne her liste. Skeptas styrke er hans evne til at få skabelonskåret old school-grime til at lyde så nyt som breaking news.
Især ’Shutdown’ og ’That’s Not Me’ har en stor del af æren i, at grime er tilbage på landkortet, men det er tydeligt, at Skepta ikke bruger tid på at se sig over skulderen. I stedet rapper han det bedste han har gjort hele karrieren, og det virker som om, at det nye kuld kun motiverer ham til at udforske endnu ukendt territorie i grime-land. På ’Man’ forklarer han, hvor skabet skal stå: Hvem, der er familie, hvem, der bare er hoppet på bølgen, og hvorfor han ikke vil tage fan-selfies til Instagram.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Stormzy ’Scary’

2015 var så stort et år for Stormzy, at det næsten var umuligt for ham at toppe i år. ’Shut Up’ har rundet 40 millioner visninger, han kunne kalde sig dobbelt MOBO-vinder, og ikke mindst var der en kampagne for, at ’Shut Up’ skulle blive årets julesang i 2015.

I år har været mindre produktivt. Han hintede på sociale medier, at der snart er et album klar, men ellers har Stormzys kreative output mest været gæstevers og freestyles. Og så ’Scary’. Beatet er hårdt, og de mareridtsagtige synths er bagtapetet for Stormzys demonstration af, at han er den dygtigste grime-rapper måske nogensinde. Han adresserer også sin korte pause fra musikken med en advarsel til alle udfordrere: »I’m going away for a bit, when I’m back / nobody’s saying my name on a track«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Dave & AJ Tracey ’Thiago Silva’

Det magiske ved grime er, hvor lidt kunstnerne kerer sig om konventioner, og hvor meget sjov, der kommer ud af det. Dave og AJ Tracey har fundet et klassisk grime-beat, Prince Rapids ’Pied Piper’, frisket det lidt op og besluttet sig for at udveksle bars om Paris Saint Germain-fodboldspilleren Thiago Silva.

Der er alle mulige grunde til, at den opskrift ikke burde fungere, men ligesom Stormzys ’Shut Up’ eller Bobby Shmurdas ’Hot Nigga’ overtrumfer den legesyge kreativitet. Referencerne til Nando’s, man bags og Stormzy-nikket i omkævdet gør tracket fuldstændig uimodståeligt. Den hittepåsomme uforudsigelighed har gjort 2016 til et af grimes bedste år nogensinde.

Læs også: Class of 2016: Årets 10 mest lovende nye rappere

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af