Skepta 2.0: ’Konnichiwa’ bygger bro mellem grime og amerikansk hiphop

Skepta 2.0:  ’Konnichiwa’ bygger bro mellem grime og amerikansk hiphop
Foto: Samy Khabthani/Soundvenue

Mange hiphopelskere har formentlig fået øjnene op for den britiske grime i løbet af det seneste halvandet års tid. En del af æren kan tilskrives den uafhængige rapper og producer Skepta, der med sit Boy Better Know-crew i ryggen har været en nøglefigur på scenen siden de tidlige 00’ere, men nu fået noget af et comeback. Selvom det er fem år siden, Skepta senest har udgivet et album, beviser han med ’Konnichiwa’, at han stadig har fingeren på pulsen.

Med sangtitler som ’Crime Riddim’ og ’It Ain’t Safe’ lægger han ikke skjul på, at hans noget forsinkede, fjerde album er baseret på beretninger fra gaden. Men sangene er i lige så høj grad centreret om den succes, han har generobret med sidste års single ’Shutdown’ som startskud. »This year man are tryna get cheques / before that I’m tryna get the respect«, rapper han på ’Numbers’.

I den forstand er der i ikke meget nyt under solen hos Skepta. Det er stadigvæk den hårdtslående, hurtigt-spyttede lyrik og de tunge basslines, der er i fokus. Men hvor Skepta på sit forrige studiealbum, ’Doin’ It Again’, allierede sig med producere som Agent X og S-X, er størstedelen af sangene på det nye album både udtænkt og færdiggjort af ham selv. Albummet er på mange måder et onemanshow.

Takket være de i grime-kredse famøse 140 bpm (altså et højere tempo end den gennemsnitlige hiphopproduktion) formår Skepta langt hen ad vejen at skabe en rød tråd på lydsiden. På sange som ’Lyrics’, ’That’s Not Me’ og ’Corn on the Curb’ trækker han desuden på gæsteoptrædener fra både den forholdsvis nye dreng på grime-scenen Novelist og sværvægtere som Wiley, Chip og Jme. De bidrager alle til den røde tråd og vidner om, at bagmanden forsøger at bygge bro mellem de nye og de mere erfarne kræfter på scenen.

Skepta smelter også den britiske undergrund sammen med den mere kommercielle hiphop fra USA. På ’Ladies Hit Squad’ og ’Numbers’ har han hevet ASAP Nast og Pharrell Williams med i studiet. Det giver albummet en ny dimension – fra en nyklassisk Dirty South-lyd med et tungt og langsomt beat a la ASAP Mob til Pharrells glade, danseindbydende toner.

Albummet hæmmes en smule af, at kun lidt over halvdelen af sangene er nye – de øvrige tracks er udgivet med jævne mellemrum siden 2014. Ikke desto mindre er ’Konnichiwa’ Skeptas til dato bredest favnende album. Han lykkes med at appellere til en bredere vifte end kun hardcore grime-fans og formår samtidig at bibeholde den tunge og rå lyd, han er kendt for.

Den britiske lyd overlever, og de mere mainstream-klingende produktioner viser blot, hvor bredt Skeptas repertoire er. ’Konnichiwa’ er til alle, der elsker rap.


Kort sagt:
Skeptas fjerde studiealbum er et forfriskende pust af et onemanshow, der beviser, at det er muligt at bygge bro mellem den britiske undergrund og den amerikanske hiphopscene. Men ’Konnichiwa’ er ikke bare en fusion mellem to grene af hiphop. Den britiske lyd overlever, og de mere mainstream-klingende produktioner viser blot, hvor bredt Skeptas repertoire er.

Skepta. 'Konnichiwa'. Album. Boy Better Know.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af