1. Kamaiyah
Den hypermaskuline g-funk har længe været forbeholdt testosteronholdige individer, men 2016 var i al sin progressive formastelighed også starten på en purung kvindes indtog i den mandsdominerede subgenre. Oakland-rapperen Kamaiyah sparkede således den fastboltede dør ind til g-funken via debutmixtapet ’A Good Night In the Ghetto’ med så læsterlig slagkraft, at selv YG, undergenrens nutidige dirigent, blev overbevist.
Værket gemmer på en masse godter, ikke mindst vestkystens karakteristisk spiralsummende synth og tænderklaprende bas, men også en indgroet melodisk sans, der aldrig slipper taget på lytterens dyrebare opmærksomhed. Kvindelig intuition er måske ikke ligefrem noget, hiphoppen åbenlyst vil indrømme den mangler, men selv de mest hardcoreelskende vestkystfanatikere er faldet pladask for hende her – så hvorfor skulle du ikke også?
2. Artigeardit
Man skal ikke tage Artigeardits navn bogstaveligt, for bag det nærmest bedrageriske alias gemmer sig en charmerende flab fremfor en knastør duks. I et frugtbart år for danske rap-opkomlinge, der blandt andre tæller Cannibal Records, DC og Force One Music med Jamaika (men er han overhovedet rapper?), stjal unge Artigeardit en god portion af opmærksomheden med debut-ep’en ’Fristelse fordærver’.
Projektet har åbenbaret sig som et umiddelbart og lovende snapshot af en formativ tilværelse i ungdommelighedens tegn med alt, hvad det indebærer – i Ardits tilfælde farlige fristelser, disses fordærv og en veltænkt indpakning. Forhåbentlig hører vi meget mere til rapperen, der også nåede at lave et nummer med Ukendt Kunstner og Kesi, på den anden side af nytåret.
3. Princess Nokia
Nogle gange formår selv de mest åbenlyse talenter at flyve under radaren. Til gengæld medfører det også, at henrykkelsen bliver den tand bedre, når man erfarer et nyt stjerneskud. Et netop sådant er 24-årige Princess Nokia fra New York, der med debut-ep’en ’1992’ slår et slag for både sit fødselsår, sine inspirationsmæssige aner og kvindekønnets fæstnende selvstændighed.
Ep’en er lige så boblende og upoleret som den er minutiøst linedansende mellem ambolttunge bangers og mere kontemplative hiphopnumre af den gamle skole. Egentlig er ‘1992’ et noget barket projekt med stedvis (og formentlig bevidst) underlødig mixing, men med et konstant glimt i øjet og afvæbnende charme. Og når Nokia er i sit konfrontative hjørne, gør hun byfæller som Nicki Minaj til skamme med sine lokomotivleveringer. I øvrigt giver hun hele to danske shows til næste år: På Sigurdsgade 39 til februar og til sommer på Roskilde Festival.
4. Dave East
At kalde Dave East for en nytilkommer som de andre på denne liste ville være overordentlig synd, for faktisk har den stolte New York-repræsentant med afsæt i Harlem hele ti mixtapes på cv’et. Det er dog først i år, at han for alvor perforerede mainstreamplomberingen med projektet ’Kairi Chanel’ – opkaldt efter hans nyfødte datter – der blandt andet afmaler hans trange barndomskår og fallerede NBA-drømme med en usædvanligt skarp pen.
En professionel basketballkarriere blev det aldrig til for East. Intet er dog så slemt, at det ikke er godt for noget, og det er mikrofonakrobatens rimtalent et spillevende vidnesbyrd om. Han holder de klassiske newyorkerdyder i hævd, især udførlig narrativitet samt teknisk kunstfærdig levering, og så er han selveste Nas’ lærling. Hvis East vedbliver med samme output som hidtil, spår vi ham en lys fremtid i østkystens harske gader.
5. Young M.A
Nok bidrager Princess Nokia og Kamaiyah behændigt til retten om kvindernes indblanding i den alamodiske hiphop, men ingen af dem formår at gøre så kompromisløst et væsen ud af sig som Young M.A. Fuldstændig ligesom Nokia er hun både 24 og fra New York, men med den finurlige krølle på hallen, at hun i et hiphop-samfund, som ikke altid har været lige åbentsindet, er meget åben omkring sin homoseksualitet.
Når man som lesbisk rapper henkastet ytrer linjer som »Ayo, Tweetie, where the hoes, bro?« er man dømt til at ruske op i genrens åreforkalkede forhold til homoseksualitet, og det er simpelthen umådeligt forfriskende at lægge ører til.
Young M.A foretrækker Hennessy, er plastret til i tatoveringer, bærer grillz og har rappet siden niårsalderen. Hun har siden 2015 udsendt hele fire mixtapes, men man behøver blot at høre ovenstående smashhit for at se, hvad hypen går på – og det er blot et af hendes mere afslappede metrikudladninger.
6. 21 Savage
Det er ikke for sjov, at 21 Savage i folkemunde går under benævnelsen Slaughter King. Atlanta-rapperens hjørnesten er dæmonisk slagtehus-rap, men forbløffende nok ikke på en hovedløs og fremfusende facon. Det er rettere hypnosehenslængt trap a la Future tilsat morderisk uforsonlighed med isnende fremmedgørelse og misantropisk distance.
Især på fælles-ep’en ’Savage Mode’ med Metro Boomin fra i år høres dette, hvor Savage sadler Metros forheksede alien-beats op som en sort dødsrider, hvis afsky afføder nedtonede dødstrusler. Han er en ferm rimsmed med sans for veltimet og afventende levering, men trækplasteret er i lige så høj grad hans splatterspraglede værktøjskasse, der ynder at diske op med både satanisk reverb og afmålt nonchalance. En nonchalance så veritabel, at man ikke er ét sekund i tvivl om, at en afstumpet sociopat er bag mikrofonen.
7. Innanet James
Midt i al genreforvirringen og hiphoppens opløsende kategoriske rammer finder man Innanet James. Som få andre evner han at mestre det semipopulære blend af funk og hiphop, der ser ud til at nyde kronede dage for tiden, men han er alt andet end en uberettiget medløber. Rapperen fra Maryland markerede sit legesyge mikrofontække tidligere i år med debutmixtapet ’Quebec Place’, der over ti numre klemmer så meget kreativ sødmejuice ud af sig, at det halve kunne være nok.
Stemmen er skingert vrængende, rimene skarpladte med bekymringsfri timing, og så skiller James sig jo også ud fra resten af talenterne i rækken ved simpelthen at have en mere godmodig lyd. Det bevirker dog ikke, at hans udsyn blindes af uendelig optimisme, for i videoen til ’Summer’ ovenfor blottes en mere grublende natur.
8. Joey Purp
Det ville selvsagt være fjollet ikke at have en Chicago-rapper med, når nu året bød på så heftig en farveladebølge af positiv hiphop fra den vindramte storby. Der er flere bud på, hvem der kan føre Chance the Rappers optimismedepeche endnu længere væk fra metropolens blodsudgydelser og blakkede ry, men ingen af dem står stærkere end Joey Purp.
Hans ’iiiDrops’-mixtape smed vi intet mindre end fuld plade efter, da det på nærmest tryllebindende vis ramte skiven på stort set alle parametre – både med hensyn til samfundskritik, spidsfindig humor og feel good-stemning. Purp er en del af Chicagos SaveMoney-crew, der foruden ham selv tæller blandt andre Chance og Vic Mensa, men ’iiiDrops’ kunne godt tyde på, at hans ambitiøse tunnelsyn øjner en direkte plads i tronen som byens næste big fish.
9. Kodak Black
Kodak Black er på flere måder en af de fremmeste legemliggørelser på hiphoppens samtidstilstand. Gennembruds-mixtapet ’Lil B.I.G. Pac’ fra i år leger både med den notoriske ’Lil’-bølge (som han i alt andet end kunstnernavnet selv er bestanddel af) og to af 90’ernes mastodontiske hiphopkoryfæer. Men egentlig har Florida-rapperen, som er søn af immigrerede haitianere, mere tilfælles med Chief Keef og deslige end Biggie og 2Pac.
Grundpillen er misgerninger hinsides lovens lange arm, men blandt de mytteriske hældninger finder man også en forvaret artikulation af en konstant fattigdomshjemsøgt tilværelse, som de haitiske rødder blandt andet har ført med sig. I øjeblikket er Kodak under husarrest for atter en kriminel akt, men så længe ugerningerne udmønter sig i blæk til hans mudrede og dog kløgtige skriblerier, er hans plørede håb om åndelig forløsning ikke helt ude af syne.
10. Kweku Collins
Ingen årsliste uden en joker på falderebet. Hypemaskinen har endnu ikke fået sine katalyserende fingre i unge Kweku Collins, der ligesom Joey Purp er fra Chicago, men det er ingenlunde en lovlig grund til at overse ham. Som søn af en livslang percussionist begyndte Collins allerede i en alder af fire at spille på trommer, og resultatet høres blandt andet i en eventyrligt flersidet musiksmag, der sidestiller navne som Tame Impala og Young Thug med Black Sabbath og D’Angelo. Sidstnævntes klassiske ’Mo’ Gin’ samples på ovenstående ’Stupid Rose’, der om noget prøver at ruske op i hiphoppens langtidsetablerede form og give et skovbundsagtigt bud på indie-rap anno 2016. Collins er klart denne listes hjørneforviste særling, som man næppe kan være fuldkomment skråsikker på. Ofte er det dog netop den utilpassede enspænder, der overrasker og tager guldet hjem.
Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 10-1