10. Radiohead ‘A Moon Shaped Pool’
Fem års ventetid ophørte, da Oxford-kvintetten vendte tilbage med nye toner, efter at Jonny Greenwood havde givet den som soundtrack-komponist og Thom Yorke markeret sig med Atoms For Peace i mellemtiden. Der var ganske vist ikke tale om en musikalsk kursændring, men en manifestation af de velkendte dyder, som det stadig kun er Radiohead, der kan få til at fungere på præcis dén måde: Introspektiv ekspressivitet og kalejdoskopisk kreativitet med ambient atmosfærer, sprøde guitarlinjer, orkestral dramatik og flirt med krautrock. ‘A Moon Shaped Pool’ understregede Radioheads betydning som et uomgængeligt og respektaftvingende ensemble.
9. Solange ‘A Seat at the Table’
Hypen for ’A Seat at the Table’ var ikke i nærheden af at nå samme astronomiske højder som storesøsterens ’Lemonade’, men Solange træder på dette ærlige storværk ud af Beyoncés tungt hængende skygge og ind på sin helt egen afdæmpede gangsti af afrocentrisk neo-soul anno 2016. Tekst- og lyduniverset på ’A Seat at the Table’ triller ambitionsmæssigt om kap i en tilbagelænet palet af genreblend og individuelle tvistepunkter, der i et universelt perspektiv er almengyldige. På flere måder er Solange en stilfærdigt ekspressiv antitese til Beyoncés flamboyante popdivakarakter, og der er bestemt brug for begge dele.
8. Bon Iver ’22, A Million’
Ubesværet har Justin Vernon over tre album bevæget sig fra akustisk guitarfolk til elektronisk pop rig på autotune. En genremæssig dannelsesrejse, som nåede sit foreløbige klimaks på dette skelsættende værk, hvor det robotagtigt fremmedgjorte og intimt nærværende forenedes på forunderlig og selvfølgelig vis. Vernon udviklede sin skønhedssøgende sangskrivning samtidig med, at han kastede sig ud i et legesygt virvar af manipulerede vokalsamples, synths, saxofon m.m. En kunstnerisk disposition, som kun forstærkede og forædlede hans talent.
7. David Bowie ‘Blackstar’
Det er næsten umuligt at anskue ‘Blackstar’ uden blik for den begivenhed, der indtraf blot to dage efter udgivelsen, og med hovedpersonens uventede død trådte albummets fusion af artrock, avantgardejazz, mystiske tekster og ledsagende symbolske musikvideoer pludselig i et dystert skær. Faktum er, at Bowies svanesang var endnu et ambitiøst og smukt værk af blivende værdi fra en eklektisk musiker, som atter manifesterede, hvorfor han blev en af det 20. århundredes største og mest indflydelsesrige kunstnere. Iscenesatte han sin egen bortgåen med ‘Blackstar’? Det vides ikke, men sætter både Bowie og albummet i et endnu mere mytologisk skær.
6. Kanye West ‘The Life of Pablo’
Ingen årsliste uden Kanye West. Had ham, elsk ham – faktum er, at man ubestrideligt er nødt til at forholde sig til megalomanen og innovatøren, der med ’The Life of Pablo’ for gud ved hvilken gang spiller med de hiphop-kompositoriske muskler og slynger alskens påfund ud fra højre og venstre. Albummet er lige så rodet, som det er overvældende – her findes brudstykker af backpack-Kanye, ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’-Kanye og tilmed en ny house-Kanye – hvorfor det umiddelbart mangler den røde tråd, hans tidligere mesterstykker har besiddet. Til gengæld indeholder det så mange fabelagtige og nytænkende produktioner, at kun Kanye kan smække sådan noget sammen på ét (langt) album.
5. Chance the Rapper ‘Coloring Book’
Fra Kanye West til Kanyes protegé og byfælle, Chance the Rapper. ’Coloring Book’ er ikke blot en glimrende titel til Chances bastant smittende farvelade-rap af gospel, velsignelser og optimisme, albummet er også i sin egen ret et forbilledligt og frontløbende kunstværk, der i år strålende bannerførte en positivt determineret hiphop-bølge i et ellers dystert Chicago. Væk er byens bandeplagede blodsudgydelser og drill-subgenren, som Chief Keef var med til at indføre, for der er en ny sherif i byen. Hans navn er Chancellor Bennett, og vicesherifstaben tæller blandt andre Joey Purp, Noname, Mick Jenkins og Saba.
4. A Tribe Called Quest ‘We Got It From Here… Thank You 4 Your Service’
Intet mindre end 18 lange år skulle der gå, før vi omsider (og noget uventet) hørte fra A Tribe Called Quest igen. De legendariske hiphoppere med Q-Tip i front var i de travlt rap-spækkede 90’ere pionerer af tilbagelænet jazz-eftertænksomhed – og så lander vi ellers på ’We Got It From Here… Thank You 4 Your Service’. Albummet lader med både sin kampråbstitel og reaktionære indhold resten af spillet vide, at jazz-rappens ophavsmænd er hjemvendt til studiet for at føre den introspektive samfundsdepeche videre, men Tip og hele holdet lyder helt generelt også bare til at have moret sig gevaldigt med det at lave musik. ’We Got It From Here…’ er både rørende, underholdende, overvældende og befriende, og det taler sig ikke mindst ind i nutidens USA-kritik med en overraskende skarp stemme.
3. Anderson .Paak ‘Malibu’
Mange undrede sig over en vis Anderson .Paak og hans seks features på Dr. Dres karrierepunktum ’Compton’ fra sidste år, men hvis der er én ting, denne årsliste vidner om, er det, at .Paak kan tage eftertrykkeligt ejerskab på 2016.
Det kan godt være, han ikke lander førstepladsen, men han har hele to værker blandt årets 25 bedste udgivelser. ’Malibu’ markerede sig som et af årets absolut dygtigste værker med et vellydende sammenkog af soul, funk, psykedelia og hiphop så diametralt modsat fra Dr. Dres producerboble, at det er et statement i sig selv. Et statement der er lige dele sprællevende og originalt, og i al sin storslåede konstruktion er en velbevandret musikhistorie gennem længere tids afroamerikansk kultur.
.Paak blev velfortjent en superstjerne i 2016. Ikke på grund af flashy udtalelser og vilde pr-stunts, men på baggrund af fantastisk musik og nogle af årets allerbedste koncerter. Dét er en god prioritering.
2. Frank Ocean ‘Blonde’ + ‘Endless’
2016 blev langt om længe året, hvor Frank Ocean – til utallige fans’ glædesråb og -tårer – vendte tilbage med længeventet musik. Få havde dog øjnet den emotionelle rutsjebanetur, som de to (meget forskellige) værker, ’Endless’ og ’Blonde’, ville sætte i værk i augustmånedens aftagende sommerstunder.
Bedst som man troede, at de flygtige demoskønhedsøjeblikke på værkstedsalbummet ’Endless’ var den svært fordøjelige kulmination på fire års ventetid siden ’Channel Orange’, trådte Frank allerede dagen efter udgivelsen i endegyldig karakter med ’Blonde’: Et gennemgående inderligt storværk, der cementerer ham som sublim sangskriver med adstadig respekt for nærværets og kærlighedens oprigtige skyggesider samt hang til diskrete guitar- og klaverstrukturer. Folk der forventede endnu et orangepoppet opus fik sig formentlig en gevaldig overraskelse, men for langt de fleste var det en fabelagtig og ikke mindst forløsende en af slagsen.
Please, lad det ikke gå fire år igen…
1. Beyoncé ‘Lemonade’
Sikke en udvikling. Med ’Beyoncé’ fra 2013 tog superstjernen de første skridt til en tilværelse som popstjerne med mere end bare hits, og ’Lemonade’ cementerede Queen B som popmusikkens mest ambitiøse kunstner lige nu.
Der er så mange lag i selve oplevelsen af og forestillingen om ’Lemonade’, at albummet blev meget mere end bare en samling sange: Det blev en begivenhed, der skulle diskuteres, sanses og fortæres.
Myten om Jay Z’s utroskab som kunstnerisk katalysator, den overvældende film, som ledsagede albummet, og det musikalske overskud, der sprang frem som en tiger fra skjul i sangene, der væltede rundt i referencer og genrer uden at tabe fokus. Fra gyngende, Diplo-assisteret reggae på ’Hold Up’ og Jack White-befængt skærebrænder-rock på den iltre ’Don’t Hurt Yourself’ til den honkytonkede ’Daddy Lessons’ og de afsluttende hymner ’Freedom’ og ’Formation’.
Samtidig med den musikalske kraftpræstation var det her endelig tidspunktet, hvor facaden krakelerede. Alt var ikke perfekt i Beyoncé-land, men som oftest er det i ridserne, at man finder magien. Man gennemgår sviget, smerten, fortvivlelsen og skriget, der runger, når hun lyrisk tager kampen op og står på egne ben.
’Lemonade’ er et kampråb – specielt til den sorte kvinde, men med et universelt budskab, der rummer det personlige plan i en politisk kontekst.
Et popalbum gennemført på en måde, som ikke er set før. Bow down, bitches.
Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 25-11
Læs også: Årets 15 bedste danske album
Læs også: Alt om året der gik – kåringer, tilbageblik og interviews