Roskilde Festival: Trussestjælende karisma fra storcharmøren Anderson .Paak

Apollo kl. 14.00 i støvregn er langt fra en dampende funkklub i L.A., og langt fra den mest sexede invitation til fest, Roskilde kan præstere. Men det ville storcharmøren Anderson Paak heldigvis skide på.

Med psykedeliske solbriller og festivalens bredeste smil beviste Paak, at han ubesværet magter at udviske grænserne mellem hiphop, funk, rock og et utal af andre genrer som ingen anden.

Paak fyldte scenen med sin trussestjælende karisma fra første beat i en åbningssekvens af tunge klubbangers fra debutalbummet ’Venice’. Allerede fem minutter inde var gearstangen kommet op i ecstacy rave på ’Drugs’, og man havde knapt bemærket, at The Free Nationals i mellemtiden havde listet sig ind på scenen. Bandet lignede mest en flok kammesjukker, der var blevet samlet op i smatten på vej ind, men de foldede Paaks fremragende numre ud med imponerende stram umiddelbarhed.

’Carry Me’ blev forlænget med et funk-coda, hvor Paak hoppede bag trommerne og viste overrumplende overskud ved samtidig at messe en fænomenal hyldest til sit første par Air Jordans ud.

Derfra rullede bandet ustoppeligt igennem dub, hård funk og forbandet sexet r’n’b på ’Room in Here’, ’Luh You’ og ’Miss Right’. Hele tiden med Paaks energiudladning af udstråling, humor og ydmyghed i centrum, mens hans krop blev fanget i funkspasmer, crowdsurfing og et kollektivt get down. Hertil sang, rappede og trommede hovedpersonen med talent og musikalsk overskud i misundelsesværdige mængder.

Til sidst gjorde han det hele én gang til med det vidunderlige boogie-groove i ’Am I Wrong’, hvor man spurgte sig selv, om det kunne blive meget bedre.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.