’100% Jesus’. Det er intet mindre end titlen på Suspekts kommende album, som netop er blevet annonceret til at udkomme den 17. februar næste år.
Der er dog meget mere end en udgivelsesdato at komme efter, da nyheden kommer ledsaget af en vanvittigt flot promovideo, som er skabt af Martin Skovbjerg og Jacob Møller.
Det vil næsten være synd at spoile noget af handlingen, men her kommer vi altså ind i de mørkeste afkroge af Suspekt-universet med hele trioen på rollelisten.
Videoen byder også på en masse ny musik, og man kan høre instrumentale brudstykker fra fire nye sange – ’Linen ud’, ’Solfar’, ’Hæld op’ og ’Langt væk fa Vestegnen’ – mens Bai-D og Orgi-E til slut folder sig ud på ’Ingen slukker 1 star’. Musikken følger efter albummets førstesingle ‘Står stadig’, der udkom i oktober.
»Der er ingen tvivl om, at det her er vores bedste værk til dato. Det er det mest velproducerede album, vi nogensinde har skabt, og vores tekster har aldrig været skarpere end nu«, udtaler trioen.
’100% Jesus’ følger efter 2014’s succesfulde ‘V’, og Suspekt har allerede afsløret en række optrædener i løbet af 2017, hvor man kan høre de nye sange live: Tre store indendørskoncerter i april-marts, Steppeulven i januar og Tinderbox til sommer.
Læs interview: Suspekt fortæller røverhistorier fra turnélivet: »Det endte med, at hun crowdsurfede med en tampon ud af fissen«