Isaiah Rashad i Pumpehuset: Underdog i et Top Dawg Entertainment-show
Da Isaiah Rashad i 2013 satte sine kragetæer på en kontrakt med Top Dawg Entertainment, blev hans navn bøjet i neon på mangen hiphoplystavle. Det gav ham et bredt gennembrud, en kollegaskare af inspirationskilder og et sværvægtsselskab at stå i skyggen af.
Allerede inden Rashad gik på scenen i det udsolgte Pumpehuset mandag aften, var tonen slået an: Top Dawg havde indtaget bygningen. Publikum blev varmet op til tonerne af TDE-topnavne som Kendrick Lamar og Schoolboy Q, indtil aftenens lidt mere ydmyge hovednavn kunne gå på scenen.
Begyndende stod det ganske klart, at Rashad er et værdigt skud på den massive Top Dawg-stamme. Han behøvede intet flimrende backdrop, ingen hyperaktive hypemen. Kun en dj (Chris Calor), der gjorde et relativt simpelt (omend ikke ueffent) stykke arbejde. Mere var der ikke brug for. Isaiah Rashad har passioneret energi til at levere et storstilet show på egen hånd og nærvær nok til at kunne kigge sit publikum direkte i øjnene – og sågar kampflirte lidt med damerne på første række.
Rashad lagde stærkt ud med sine selverklærede yndlingstracks, og passionen var både medrivende og ægte, når han intenst rappede over den blide backing-croon. Han kørte slalom mellem numre fra ‘Cilvia Demo’ og ‘Sun’s Tirade’, så vekselvirkningen mellem det tunge, til tider aggressive sydstatsflow fra førstnævnte plade og de tilbagelænede, snøvlede linjer og eksperimenterende produktioner på sidstnævnte gik op i en højere enhed – lige fra begyndelsen, hvor de sønderrivende bars på ‘Menthol’ gik over i den sødmefuldt jazzede ‘Brenda’.
Som Rashads egne yndlingstracks gik over i publikumsfavoritter som ‘R.I.P. Kevin Miller’ og ‘Tity and Dolla’ (i selskab af Hugh Augustine) blev Pumpehuset sat i kog, og Rashad forsvandt ind i en rolle som hypeman frem for hovedrolle. Mellem hvert nummer diskuterede han med Calor som for at finde ud af, hvilket nummer, der ville være den næste mest passende party-pleaser, og det hengivne nærvær og den særegne energi, der gjorde hans show så medrivende i begyndelsen, fasede ud i halvhjertethed. ‘Cilvia Demo’-skriftemålet ‘Heavenly Father’ blev således en karaoke-klingende karikatur frem for det højdepunkt, det kunne have været.
Da vi nåede de feststemte ‘4r Da Squaw’ og ‘Free Lunch’, var den intensitet, Rashad sparkede showet ind med, forsvundet, og han kørte mest af alt i frigear, mens han headbangede med sin dread-hanekam og baskede med armene som en rovfugl. En fugl med et vingefang, der i begyndelsen favnede hele Pumpehuset, men som aldrig ville kunne lette rigtigt på egen hånd.
Inspirationen er ikke til at tage fejl af. Kendrick er et lyrisk såvel som rapmæssigt forbillede, Schoolboy Q en massiv liveinspiration (der må være kommet godt ind under huden på Rashad, der var support på Q’s ‘Oxymoron’-turné). Rashad har suget til sig fra Top Dawg-eliten, og når inspirationen fungerer, og han gør den til sin egen, fungerer det rigtig godt. Lige indtil han forsvinder ind i skyggen af sine kollegaer.
Isaiah Rashad har potentialet til at være sit eget hovednavn, men han sluttede aftenen af som pladeselskabs-hypeman. Paradoksalt og sigende nok peakede festen, da Rashad valgte at spille (ikke engang rappe) Kendrick Lamars ‘Alright’ som det helt store finalenummer. En tom følelse at gå hjem på, når det nu engang var Isaiah Rashad, man var kommet for at se – og ikke bare en Top Dawg Entertainment-reklamesøjle i levende live.