Lil Yachtys ’Teenage Emotions’ er et tragikomisk skibbrud af et debutalbum
Det hæderligt inkluderende cover til Lil Yachtys debutalbum portrætterer alverdens skæve eksistenser. Her ses blandt andre en afbleget punker, en afroamerikansk albino, en vitiligoramt, sågar kyssende homoseksuelle – alle sammen normafvigende samfundsindivider. Fotografiet er lige så friskt et pust som dets tanke er nobel: At stå ved sit sande jeg, elske sig selv og skide på andres meninger.
Jeg ville ønske, jeg kunne skænke Yachtys musik samme fascination som albumcoveret, men sagen er den stik modsatte. For selv om ’Teenage Emotions’ på en eller anden måde forestiller at skulle forkynde samhørighed og regnbuefarvet positivitet, drukner albummet adskillige gange i et overfladisk autotune-hav, der på den forkerte side af en time overskrider sin velkomst.
Allerede på introen, ‘Like A Star’, er den helt gal, når Yachty tragikomisk ytrer: »I done had sex with six different whores / at the same time on they grandmother’s back porch«. Selv om sådan et scenarie nok skal være mangt en teenagefyrs våde drøm, fremstår linjen næsten bizart dum, når den leveres med en autotune så flagrende, at T-Pain ville blive grøn af misundelse.
Nuvel, man gør nok klogt i ikke at tage alt, som Yachty rapper, seriøst. Men når hans mest mærkværdige oneliners ikke er i nærheden af at have samme komiske sans som eksempelvis Riff Raffs excentriske lurendrejer-trap, falder det pladask til jorden. Bedre bliver det ikke af, at Yachty blot to numre senere på ’Peek A Boo’ – der i øvrigt er en ganske tilforladelig banger med Migos – fortsætter sit glade vanvid: »My new bitch yellow / she blow that dick like a cello«. Come on…
Det værste af det hele er, at den såkaldte tyggegummi-trap, som ventileres på sange som ’Dirty Mouth’ og ’X Men’ under det mørkere alter ego Lil Boat, er albummets stærkeste kvalitet.
Resten af numrene – ’Harley’, ’Say My Name’, ’All You Had To Say’ og ’Bring It Back’ bare for at nævne et udpluk – lyder som ét hult autotune-ekko, der gentager sig selv til ukendelighed. Selv når der eksperimenteres med 80’er-genkaldende synthpop på sidstnævnte, formår Yachty at forpurre hele molevitten med – surprise – autotune.
I øvrigt har lyrikken forsvindende lidt med ægte teenagefølelser at gøre. Sangene kredser mestendels om Yachtys evindelige rapper-nykker, der indebærer enten at ondulere fjenders mødre – »I’ma fuck his moms just because / I been doin’ shit that these niggas wish they could« – eller fjerne haters fra jordens overflade. Den selvudråbte king of teens sidder i sit lyserøde elfenbenstårn uden den fjerneste idé om, hvad gængse teenagetilværelser bakser rundt med.
Ret skal dog være ret: Enkelte steder flasher Yachty rent faktisk potentiale. På den Diplo-producerede sommerbid ’Forever Young’ fremviser han kortvarig rap-tæft, inden han (igen-igen) molesterer sangens hook med håbløs autotune. Og så skal den hjertefølte outro ’Momma’ også nævnes, hvor Sonyae Elises himmelske feature i det mindste lader den kuldsejlede skude synke på en dybt inderlig note.
Som quirky brand ser Lil Yachtys polariserende persona ud til at have rigelig vind i sejlene, men hans popularitet har for længst overhalet hans talent. Ultimativt forekommer det uendeligt svært at holde af musikken, når Yachtys autotunede skibbrud af et debutalbum rummer omtrent samme dybde som et børnebassin.
Kort sagt:
Lil Yachtys ’Teenage Emotions’ er et tragikomisk skibbrud af et debutalbum. Affæren er både overlæsset, tonedøv og fuldkommen uinteressant, eftersom den selvudråbte teenagekonges tyggegummi-trap rummer omtrent samme dybde som et børnebassin. Det gør det ikke bedre, at Yachty til syvende og sidst klamrer sig til autotunen som var den en redningskrans, der ironisk nok sænker ham dybere ned i druknedøden.
Læs interview: Ingen rapper deler vandene som Lil Yachty: »Hvordan er jeg overhovedet endt i den her knibe?«