Sky Ferreira er en kvinde med mange talenter, og i sommer kunne man se hende i den Edgar Wright’-instruerede film ‘Baby Driver‘, hvor hun i flashbacks spillede moren til Ansel Elgorts hovedperson, Baby.
Ferreira bidrog også til filmens soundtrack med Commodores-coveret ‘Easy’, og nu medvirker hun i den ligeledes Wright-instruerede musikvideo til nummeret.
Videoen er sammensat af scener fra ‘Baby Driver’ og klip af Sky Ferreira i studiet. Sangerinden rocker et næsten Lana del Rey-agtigt look med bølget hår, sovekammerøjne en ligeledes søvnig vokal. Det soulede nummer fra 1977 har af Sky Ferreira og producer Nigel Godrich, der særlig er kendt for at have produceret for Radiohead, fået en lidt døsig, rocket lyd, der fremhæver ‘Easy’s halvmelankolske breakup-lyrik.
Sangerinden har på den musikalske front forholdt sig lidt i ro de seneste par år siden udgivelsen af debutalbummet ‘Night Time, My Time’, men udover at have medvirket i ‘Baby Driver’ havde hun for nylig også haft en cameo i den niende episode af ‘Twin Peaks: The Return’.
Læs også: En opfølger til ‘Baby Driver’ kan blive en realitet – Edgar Wright har en idé