Mø vægter stemninger over hooks på sin danskproducerede ep

Mø vægter stemninger over hooks på sin danskproducerede ep
Mø. (Foto: James J. Robinson)

»When I was young / whatever happened it would do me no wrong / as long as I could sing my favorite song«.

Sådan synger på titelnummeret på sin nye ep. Og når man lytter til den eklektiske, men gennemarbejdede helhed, som de seks sange udgør, er det svært ikke at læse teksten som en refleksion over sangerindens egen udvikling, siden hun for snart fem år siden slap ‘Maiden’ løs på Youtube.

Den Karen Marie Ørsted, vi mødte dengang, instruerede selv sine collageinspirerede musikvideoer, klippeklistrede sit eget artwork og indspillede sin fyrige, men intime electropop i et hjemmebygget studie i barndomshjemmet i Odense. Beskedne forhold – men med 100 procent autonomi over den kreative proces og det færdige resultat.

Siden har Mø som bekendt fået fodfæste på den globale musikscene, og skønt sangerinden har bevaret integriteten på de guldrandede samarbejder med verdensstjerner som Bieber, Bloodpop og naturligvis Major Lazer, har de ofte EDM-pumpede produktioner haft blikket stift rettet mod hitlisterne med mindre (må man formode) dvælen ved den kunstneriske proces undervejs.

Sideløbende med hele dette cirkus har Mø reflekteret over, hvad der er vigtigt, udtaler hun nu. Og hvis ‘When I Was Young’ skal forstås som produktet af disse overvejelser, har sangerinden tilsyneladende anerkendt de kunstneriske fordele ved den danske, langt mere intime hjemmebane. De nye producervenner Fridolin Nordsøe (The William Blakes), Vasco og Vera (producer for Liss, Soleima m.fl.) synes at have givet hende plads til igen at nørkle og nørde med hver enkelt sangs udtryk og flette stilarter sammen efter forgodtbefindende.

Flere af sangene og det ledsagende, DIY-prægede artwork leder tankerne hen til ‘Bikini Daze’-ep’en fra 2013, hvor Mø demonstrerede, at en Phil Spector-bombastisk ballade med kirkeklokker og patosfyldte korarrangementer snildt kunne gå hånd i hånd med en Diplo-produceret ode til dansegulvet. Mø vil stadig gerne danse på ‘When I Was Young’ – det viser hun i titelnummerets cabaret-takter og på den danceflirtende ‘Linking With You’, men ep’en er først og fremmest stemt i mol og genremæssigt langt mere grænsesøgende end de internationale samarbejder.

Lige fra det ulmende åbningsnummer ‘Roots’ vægter Mø stemninger over hooks. Der er generelt noget vampet over sangerinden på flere af de nye sange, hvor hun synes at have fået smag for utilgængelige mr. Wrongs (eller i hvert fald smag for at synge om dem). På ‘Turn My Heart to Stone’ vikles temaet ind i svale blæsere og kyniske korstemmer, imens det på den mere ømme ‘Bb’ ledsages af en blødt boblende r’n’b-produktion, der smager af Liss.

Påfaldende – og forfriskende – er det også, hvordan Mø udforsker sin vokals skrøbelighed i det højeste, papirtynde register på lukkeren ‘Run Away’.

Med ‘When I Was Young’ slår Mø fast, at hun trods sin hårdt tilkæmpede popstjerneposition i bund og grund er en kunstner – og har viljen til i fremtiden at vægte den kreative proces over champagnepropperne og kassesucceserne.


Kort sagt:
Efter sit stjernespækkede udlandseventyr anerkender Mø nu de kunstneriske fordele ved den danske hjemmebane. På ‘When I Was Young’ søger hun tilbage til den nysgerrige og mere intime electropop fra ‘Bikini Daze’-dagene med et eklektisk, men gennemarbejdet resultat til følge – fra de nedbarberede ‘Roots’ og ‘Run Away’ til den danceflirtende ‘Linking With You’.

Læs også: Mø er trådt ud af Diplos EDM-skygge

Mø. 'When I Was Young'. Ep. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af