Mø
Hun kunne snildt have rundet et fantastisk 2013 af med at samle de næsten østerlandsk klingende pophymner ’Glass’ og ’Waste of Time’ på en officiel ep. Men 25-årige Karen Marie Ørsted er mere ambitiøs og afslutter i stedet efteråret med et udspil, som sætter den unge fynbos tindrende falsetvokal helt i fokus og fremviser en mere sårbar og knap så angrebslysten side af Mø.
Diplo-samarbejdet ’XXX 88’, som åbner ’Bikini Daze’, er ellers et godt eksempel på den sonisk kuldslåede og samtidig intenst eksploderende riot-electropop, som Mø allerede mestrer til perfektion. Mure af synths, syntetiske trompetfanfarer og danskerens næsten krigeriske »heyhey!«-udbrud eskalerer langsommere på end tidligere hørt, men tager stadig absolut ingen fanger, når først omkvædet sætter ind.
Læs også: Mø danser amok i videoen til ‘XXX 88’
Men ep’ens virkelige stjerne skal findes på den slæbende heartbreak-ballade ’Never Wanna Know’. Her er de oprørske baggrundsopråb skiftet ud med et melankolsk 60’er-klingende doo-wop-kor, dommedagsdramatiske kirkeklokkespil og blide Phil Spector-trommer, mens Mø lyder mere som Lana Del Rey end nogensinde før. Lidt i stil med Lykke Lis ’Sadness is a Blessing’ demonstrerer hun her en retro-flirtende lyd, som ikke virker letkøbt, men nærværende og oprigtigt sårbar. Mø er ikke kun op-på-barrikaderne-attitude, knyttede næver og blafrende faner.
Ep’ens to resterende numre, den fanfare-heftige ’Dark Night’ og ’Freedom (#1)’, en underspillet og luftig ballade, hvor Mø om muligt smerter endnu mere, falder også i hver sin ende af spektret mellem det eksploderende og det blottede. ’Bikini Daze’-numrene holder hele vejen igennem. Så mangler vi bare et helt album!