St. Vincents album ‘Masseduction’ udkommer på fredag, men inden da har hun givet fans en sidste forsmag på, hvad albummet rummer.
Forud for sin ‘Fear the Future’-turné (som desværre ikke kommer til Danmark, endnu) og udgivelsen af ‘Masseduction’ har St. Vincent i musikvideoerne til ‘New York‘ og ‘Los Ageless‘ givet god plads til absurditeter og sort humor. Det gør sig bestemt også gældende på ‘Pills’, hvis omkvæd minder om en galskabstenderende, overentusiastisk jingle i en reklame.
»Pills to wake, pills to sleep, pills, pills, pills everyday of the week«, synger hun, og umiddelbart lyder det som en bitter kritik rettet mod medicinalindustrien. Annie Clark har dog udtalt i et interview med Pitchfork, at det faktisk ikke er intentionen: »Sangen er super-personlig for mig. Et lille snapshot af en periode af mit liv. Jeg havde problemer med at sove og havde taget en sovespille. Mens jeg puttede den i munden, sang jeg ‘do-do-do, do-do-do, pills, pills, pills, everyday of the week’«.
Nummeret er udarbejdet af lidt af et superteam bestående af Annie Clark selv, Jack Antonoff, Jenny Lewis, Kendrick Lamar-produceren Sounwave og saxofonisten Kamasi Washington, der optræder på nummerets Queen-lignende outro. Og så skulle ekskæresten Cara Delevigne også have lagt lidt vokal til nummeret.
‘Masseduction’ er ude den 13. oktober.