21 Savage, Offset og Metro Boomin skaber dyster halloween-trap på fælles-mixtape

21 Savage, Offset og Metro Boomin skaber dyster halloween-trap på fælles-mixtape
Metro Boomin og 21 Savage.

Tre giganter på trapscenen trick-or-treat’er sammen på surprise-mixtapet ‘Without Warning’, som gennem ti mørke og gennemtrappede numre bringer uhyggen og rædslen til live. Udgivelsen kan med fordel benyttes af eventuelle julehadere til at forlænge Halloween og dermed udskyde den højtidseksplosion, der hastigt nærmer sig.

Både ‘rockstar’-rapperen 21 Savage, den nyforlovede Migos-fætter Offset og ‘Bad and Boujee’-produceren Metro Boomin er sande hitlistekonger, og for at det ikke skal være nok, så udvider de tronsalen med bomstærke gæsteoptrædener fra Travis Scott og Quavo.

Med ovenstående gæstebesøg på mixtapets to første tracks bliver baren sat tårnhøjt – så højt, at det på de sidste numre kniber med virkelig at få rejst sig fra den døsige trap-sump – hvilket i øvrigt ville være fantastisk at se i en musikvideo: Tre diamant- og dreads-bærende rapzombier, der langsomt stiger op fra sumpen til lyden af Metro Boomins horror-trap (krydser fingre!).

‘Ghostface Killers’ er at dømme ud fra Spotify-afspilninger ved at blive mixtapets klare fanfavorit – og med god grund! Offsets perfektionerede trap-flow i hooket binder nummeret tæt sammen, mens 21 Savage og Travis Scott i korte øjeblikke og med stor effekt bryder ud af den fastbundne rytmik med udstikkende linjer som 21 Savages »Bitch boy I’m a mobster / shrimp in my pasta / Jamaican Don Dada / hang ’round the shottas« og Scotts autotunede »Watch your fingers ’cause the cactus dangerous / broke, you ain’t us, we don’t speak that language«.

Derfra fortsætter galskaben med Quavos episke »uuh«-indtræden på ‘Rap Saved Me’ og Metro Boomins klart stærkeste beat under det eminente, legende hook på Offset-solonummeret ‘Ric Flair Drip’ med »Ric Flair drip, go ’woo’ on a bitch / fifty-seven ninety, split the coupe on my wrist«.

Den mere afdæmpede og melodiske stemning i lukkeren ‘Darth Vader’ skiller sig en smule ud fra resten af udgivelsen, men størstedelen af numrene på mixtapets anden halvdel virker til at fare vild i mørket uden rigtigt at finde hjem igen. Det gælder både ‘Mad Stalkers’, ‘Disrespectful’ og ‘Run Up the Racks’, som – tre på en række – aldrig når op på samme niveau som startskuddene.

Bombardementet af overraskelsesudgivelser og fællesprojekter vidner om en helt vildt produktiv hiphopkultur, og selv om det her ikke er alle tracks, der går hele vejen, så ser man tydeligt, hvorfor hiphop er dominerende.

Og hvem kan ikke lide en god overraskelse – eller endda et lille chok – bare engang imellem? Mere af det, tak.


Kort sagt:
Overraskelsesudgivelsen ‘Without Warning’ er et dystert og gennemtrappet Halloween-soundtrack, som med skarpe flows og løftende gæsteoptrædener starter så stærkt ud, at det er svært at holde niveauet på mixtapets anden halvdel. Samarbejdet mellem tre af tidens varmeste trap-navne vidner om en produktiv kultur, som gennem hårdt arbejde fører til store ting.

21 Savage, Offset & Metro Boomin. 'Without Warning'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af