Her er verdens bedst tjenende kvindelige musikere – Beyoncé nupper førstepladsen

Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes afslørede i august, at Emma Stone var verdens bedst tjenende kvindelige skuespiller, og nu er turen kommet til kvindelige musikere.

Der er sjældent den helt store udskiftning fra år til år i puljen af kvinder, der kan hive en stor lønseddel med hjem. Men posen er dog alligevel blevet rystet lidt siden sidste år, hvor Taylor Swift tog førstepladsen med svimlende 170 millioner dollars. I år er topscoreren Beyoncé, der kan bryste sig af en årsløn på 105 millioner dollars.

Listen laves på baggrund af musikernes indtjening fra juni 2016 til juni 2017, og at Beyoncé indtager førstepladsen skyldes nok hendes succesfulde ‘Formation’-turné, der indtjente godt en kvart milliard dollars sidste efterår – naturligvis ikke alle til Beyoncé selv. Da tallene blev gjort op sidste år, havde hun ‘kun’ tjent det halve, nemlig 54 millioner dollars.

I hælene på Beyoncé kommer Adele med en indtjening på 69 millioner dollars, der ligeledes skyldes en særdeles succesfuld verdensturné med albummet ’25’, der dengang også brød flere salgsrekorder.

Tredjepladsen går til Taylor Swift, der med 44 millioner dollars har tjent under det kvarte af hendes abnormt store løn i 2016. Det høje beløb skyldtes hendes ‘1989’-turné, men nu hvor ‘Reputation’-albummet er landet og en amerikansk turné venter forude, er der god chance for, at Swift rykker op på listen næste år.

Celine Dion og Jennifer Lopez finder man på fjerde- og femtepladsen med henholdsvis 42 og 38 millioners indtjening, og på en sjetteplads finder man Dolly Parton, der med 37 millioner har overhalet Rihanna.

1. Beyoncé – 105 millioner dollars
2. Adele – 69 millioner dollars
3. Taylor Swift – 44 millioner dollars
4. Celine Dion – 42 millioner dollars
5. Jennifer Lopez – 38 millioner dollars
6. Dolly Parton – 37 millioner dollars
7. Rihanna – 36 millioner dollars
8. Britney Spears – 34 millioner dollars
9. Katy Perry – 33 millioner dollars
10. Barbra Streisand – 30 millioner dollars

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af