Adeles ’25’ er et hæderligt og komplet harmløst ballade-popalbum
Man er tilgivet, hvis man ikke ligefrem mærker en kildrende lyst til at høre sangene på ’25’ på baggrund af albummets slående uopfindsomme sangtitler.
Men hvad gemmer ’I Miss You’, ’All I Ask’ og ’Sweetest Devotion’ på, som ikke allerede ligger indprentet i sangtitlernes DNA – og i det spor, ’Hello’ allerede har lagt ud? Eller sagt på en lidt anden måde: Hvor er de ’mærkelige lyde’, som en af Adeles mange producere, Paul Epworth, på forhånd har lovet os?
Det er svært at undslippe slagskyggen fra et helt årti med ’X Factor’ og paraden af inferiøre talentshows, når man lytter til den form for pletrenset-for-ironi-balladekunst som den effektive forløbersingle ’Hello’ (meget forudsigelig titel på en ’comeback’-sang, ikke sandt?) lægger for dagen. Sammenligner man med Sam Smiths Bond-sang, er ’Hello’ et mesterværk. Målt med resten af albummets alen, er det bare én af rigtig mange vindblæste ballader optaget af temaerne længsel og fortrydelse.
Adele er 27 år (og var altså 25, da hun påbegyndte albummet), men hold da op… Der er løbet meget vand i åen, siden hun følte sig ung (for nu at fordanske en af sangtitlerne: ’Water Under the Bridge’).
Hun virker enormt optaget af at forlene sin musik med den modne kvindes tilbageblik på ungdommens sorgløse dage (ja, det føles endda som om det foregik ’A Million Years Ago’, jævnfør den mildt chanson-lignende bagatel af samme navn). Puha. Man ser næsten frem til lyden af midtlivskrise-Adele, for hvem en fortid som verdenssensation med pladesalg i millionligaen får hende til at slå en skæv skoggerlatter op: ’Hvor var jeg dog alvorlig dengang – og jeg var ellers så ung!’ Det er den slags dagdrømme man griber ud efter midt i denne malstrøm af tungsindig nostalgi sat på sangform.
Albummet benytter sig af ni (!) forskellige producere (eller producerkombinationer) på de 11 sange, der er indspillet i 12 (!) forskellige studier rundt omkring i verden. Er der tale om en rastløs superstjerne med lidt for mange valgmuligheder – dét Damon Albarn (en af dem, der ikke blev plads til) på noget kontroversiel vis kaldte for en ung kvindes usikkerhed?
Svaret er et både-og. Hvis der er noget, der kendetegner albummet, er det, at der står skrevet ’Adele’ med flammebogstaver hen over hele molevitten. Samarbejdsparterne får aldrig lov til at spærre for stjernen – og for den stemme. Adele synger komplet straight. Hun bøjer aldrig en tone. Hun er til gengæld begavet med en evne til at bøje vokaler, så de strækker sig ud eller trækker sig sammen efter sangens forgodtbefindende (den eneste gang det gøres mindre end elegant er på omkvædet til albummets ellers måske bedste komposition, Tobias Jesso, Jr.’s ’When We Were Young’). Der er en glød i Adeles stemme, der gør den afgørende forskel mellem glansbillede og ægte sjæl. Hvis hun fingerer at have det sidste, så er hun ret dygtig til det.
’25’ er et rendyrket balladealbum, og selv om det er Adeles’ spidskompetence, så bliver det problematisk, når en type som Bruno Mars hentes ind for at bidrage med endnu en grandios ballade (’All I Ask’). På det tidspunkt – det er albummets 10. ud af 11 sange – nærmest tigger man efter lidt ’Uptown Funk’!
Albummet er præcis så ’very middle of the road’, som Albarn angav. Det er sigende, at Adele ikke protesterede over den del af hans udsagn, da hun undsagde deres kuldsejlede samarbejde i et interview med Rolling Stone for nylig. For hun kan umuligt være uenig!
Hun breder sig ud over balladepoppens klart optrukne hvide midterstribe, og, bevares, hun gør det med både selvsikkerhed og tæft. Så – let’s face it – det de fleste spørger sig selv om er nok: Er der en ny ’Someone Like You’? Well, det skorter ikke på forsøg, men de mangler alle at indfri det, de fægter så indædt efter at opnå: At vinde dit hjerte samtidig med, at de opfylder fordringen om at levere en let falmet, klassisk skønhed. ’When We Were Young’ kommer tættest på. Her synes det tunge fortrydelsesfilter ægte og indfølt – måske fordi versets melodilinjer formår at rive sig fri af enhver tanke om de sangskabeloner, der desværre præger bidragene fra hitmaskinerne Max Martin, Ryan Tedder og Greg Kurstin.
Men er der plads til de der ’mærkelige lyde’ på et album, der får Lionel Richies album fra 80’erne til at virke nytænkende til sammenligning?
Epworth leverer faktisk selv en dosis strittende percussion og spøgelseskorstemmer på sine to bidrag (den Florence and the Machine-agtige ’Miss You’ og næsten-uptempo-afslutningsnummeret ’Sweetest Devotion’), der stikker lidt ud fra den klaver- og basrumklangsmættede balladesangskrivning, der omgiver dem.
Der er altså ikke mange omveje til den succes, som er givet på forhånd. Et enkelt decideret wtf-øjeblik bliver vi dog præsenteret for allerede i anden sang, Max Martin-bidraget ’Send My Love (To Your New Lover)’, der er en akustisk singalong med et nærmest happy-clappy omkvæd, hvor Adele et øjeblik lyder som om hun godt kan se, at det i grunden bare er en fjollet sang. Hvis man skal være venlig, kan man sige, at den bare ikke passer ind i det her selskab. Adele er ikke Taylor Swift. Så enkelt er det.
I medierne og på de sociale medier bliver Adele Adkins som regel behandlet som musikkens ottende vidunder. Det er hun ikke. Hun er en dygtig sangerinde, der kender sine styrker, og som er klædt godt på af en armada af med-sangskrivere. Hendes stemme har sjæl, men hendes sange er fortsat mestendels beholdere, som hun kan fylde sin stemme på. Eller sagt på en lidt anden måde: Sangene er som et mørkt hav af meget velkendte følelser, mens Adeles vokal troner som fyrtårnet, der kaster lys over det og viser vej.
Det er der kommet et hæderligt og komplet harmløst ballade-popalbum ud af. Hverken mere eller mindre.
Kort sagt:
Adeles ekstremt ventede blockbuster af et album dyrker en meget ’safe’ og ensartet vindblæst-ballade-æstetik, som er lidt for kønsløs til for alvor at imponere. Det er godt håndværk, og Adele synger overbevisende hele albummet igennem, men der mangler de afgørende sange, der kan tage stikket hjem. Det er årets store popalbum, ja, men det hører ikke til blandt de bedste.
Læs også: Adele om Damon Albarn-samarbejde: »Jeg fortryder, jeg hang ud med ham«