Chynna trak stort set ikke vejret i sin under 30 minutter korte optræden på Stengade
Chynna Rogers’ indtræden på scenen var lige så kontant som koncerten selv. Den ASAP Mob-affilierede rapper trådte op på scenen i Spillestedet Stengade omkring halv elleve om aftenen, forklarede at hun var en smule forsinket, fordi hun skulle spise sine Doritos færdigt, råbte »Fuck Donald Trump« for lige at få dét af vejen og gav så en 30 minutters lektion i knivskarp stemmeføring og suveræn vokalteknik.
Chynna viste sig nemlig at have en exceptionelt stærk vokal. Der var ingen autotune og kun begrænset backtrack, og rapperen klarede selv de mere krævende passager uden at miste vejret. Det var imponerende – og det var også befriende at se en ung rapper tage den tekniske del af sin koncert alvorligt.
Her var ingen stagedives, moshpits og hypemen, bare en rapper og en mikrofon. Og det var en særdeles ustoppelig rapper: Det var som om, hun ikke trak vejret en eneste gang under koncerten.
Chynna startede med ’The Conversation’ og fik lige så stille varmen til at stige i det omkring halvfulde Stengade. Salen vuggede stille og roligt, mens hun rappede over mestendels tilbageholdende beats. Hun forsøgte at sætte gang i publikum ved at spille Paramores emo-skrålesang ’That’s What You Get’, hvilket var endnu et tegn på, at nutidens rappere orienterer sig mod de sidste årtiers emo og poppunk.
Det var ikke vildt nemt at få stemningen til at blive helt rowdy på en kold tirsdag, men koncerten nåede et slags vendepunkt, da hun spillede ’PAF’: Sangtitlen betyder ’Petty As Fuck’, og det drill-lænende beat og stærke omkvæd (»petty as fuck and you now this shit!«) satte gang i salen.
Den tunge, effektive drill-stemning blev bibeholdt på det tidlige hit ’Glen Coco’ og nåede et klimaks på det nyeste nummer ’Practice’, der fik aftenens varmeste modtagelse.
Og så var det slut! En lille halv time fik vi, og man kunne faktisk godt have brugt mere, nu publikum endelig var varmet op. Den veloplagte rapper på scenen havde det tydeligvis på samme måde og spillede både et nyt nummer og et weird dubstep-remix for at »feste videre med jer«, som hun sagde.
Men faktisk gjorde det ikke så meget, at koncerten var så kort: Den var stærkt koreograferet fra det stille og jazzede og frem til den mere hårdtslående afslutning. Vi har for nylig peget på Chynna som en af de kvindelige rappere, der skubber til hiphoppens normer og skaber en ny stil, og det kunne man se tydelige tegn på her – men aftenen viste stadig, at den unge rapper er et ret tidligt sted i karrieren.
Hun har ikke så mange helt store sange endnu, og det begrænsede antal mennesker til koncerten talte også sit eget sprog. Men baseret på aftenens stærke koncert er det kun et spørgsmål om tid, før det ændrer sig.
Læs også: De nye normbrydere: 10 kvindelige rappere, der ændrer hiphoppens regler