Kære NorthSide: Her er vores ønsker til den endelige tidsplan

NorthSide annoncerede sidste måned årets endelige program. Og mens plakaten i sig selv lover rigtig godt, kræver det også en passende tidsplan, for at det hele skal gå op. Her er vores ønskeliste til den endelige spilleplan – med forbehold for, at det naturligvis skal kunne lade sig gøre i virkeligheden.
Kære NorthSide: Her er vores ønsker til den endelige tidsplan
Liam Gallagher.

Torsdag

For første gang kører NorthSide fra torsdag til lørdag frem for fredag til søndag. Det betyder formentlig, at festen må slutte tidligt om torsdagen, men det betyder også, at første koncert muligvis starter endnu tidligere end ellers. Hvordan skal det gå op? Vi har nogle forslag:

Kopier spilletiderne fra tidligere års søndage
NorthSide har de seneste par år brugt stort set identiske spilletider fra år til år, og det har generelt fungeret. Tidligere har det været søndagen, hvor de måtte slutte tidligt, fordi dagen efter var en arbejdsdag. I år tilfalder denne skæbne torsdagen, og da det generelt har været en succes med tidligere søndagsprogrammer, bør de mere eller mindre kopiere de spilletider, søndagene havde tidligere. Det vil sige, at første koncert starter 13.10 på enten blå (i bunden af festivalen) eller rød scene (den lille), og de to sidste koncerter starter begge 22.30 på henholdsvis blå og rød scene.

Start med Greta van Fleet
Greta van Fleet er på alle måder helt ideelle til at starte årets festival. Der er nok hype omkring dem til, at de kan lokke folk til, men de er stadig små nok til, at pladsen ikke bliver befolket lige fra starten af gæster, der bliver trætte inden dagens sidste navne går i gang. Derudover er de med deres Led Zeppelin-inspirerede rockmusik et klassisk NorthSide-navn at starte årets festival med. Bagefter kunne Warpaint passende tage sig af grøn scene.

Sæt Earl Sweatshirt og The Internet tæt på hinanden i tidsplanen
Årets NorthSide er lidt af en genforening for det mere eller mindre hedengangne Odd Future-kollektiv. Hvis Earl Sweatshirt og The Internet bliver sat tæt på hinanden, kunne man håbe, at de ville optræde til hinandens koncerter. De har ganske vist ikke indspillet særlig meget sammen, men det ville da være blæret, hvis Earl gav nogle bars over et The Internet-nummer.

Det samme gælder om lørdagen, hvor Tyler, The Creator og Rex Orange County gerne må spille uden for langt mellemrum mellem hinanden. Desværre forhindrer turnéplaner dog både, at Tyler dukker op under torsdagens Odd Future-koncerter, og at Earl eller The Internet kan optræde under Tylers koncert, så den drøm kan vi lige så godt opgive.

Sæt Future Islands så sent, som det kan give mening at gøre
Future Islands’ musik gør sig bedst i mørket, men de er desværre for tiden på et punkt i deres karriere, hvor de bliver booket til at spille på store scener om eftermiddagen frem for på de små scener om natten. Vi må nok opgive, at de kan få den lille røde scene, og det virker også usandsynligt, at de får en af dagens allersidste koncerter på de store scener – den ære tilfalder sandsynligvis hovednavnene Björk og The War on Drugs. Men giv dem så enten den tredje- eller fjerdesidste koncert.

Lad Richie Hawtin stå for den afsluttende koncert på Rød Scene
Richie Hawtin er et ret stort navn inden for techno, men absolut ikke blandt de allerstørste navne på NorthSides plakat generelt. Hans elektroniske univers er dystert og fortjener absolut en sen spilletid. Hans nuværende audiovisuelle show, ‘Close’, har absolut også brug for mørke, for at det for alvor kan brillere. Da torsdag skal slutte tidligt, er de eneste garanterede mørketimer på den lille røde scene til allersidst. Samtidig kan The War on Drugs eller allerhelst Björk tage sig af at lukke den store blå scene.

Fredag

Den største udfordring om fredagen er, at en virkelig stor del af navnene spiller en eller anden form for rockmusik. Det betyder, at man skal planlægge scenerne meget nøje, så der ikke er to navne, der minder for meget om hinanden, der spiller samtidig. Derudover er den med hele seks hovednavne absolut den af dagene med flest kunstnere i toppen af plakaten. Det betyder altså, at et af hovednavnene skal gå på allerede ved 17-18-tiden, for at programmet går op.

Åbn scenerne med fadølsrocken
Ja, ‘fadølsrock’ kan lyde som et negativt begreb, men især på festivaler kan det være rigtig brugbart til at beskrive den folkelige glæde, som man gerne må have lige fra starten af. At starte med en solid dosis fællessang fra Jimmy Eat World kunne være en hyggelig, nostalgisk måde at indlede festivaldagen, og ellers er Kellermensch og Rival Sons også oplagte til at åbne de store scener. Dog bliver det nok kun to af disse, der er tidligt om dagen, og så kan et tredje blive sat på den lille røde scene som et alternativ til for eksempel N.E.R.D. eller The National.

Body Counts politiske budskab fortjener en stor scene
Ice-T’s Body Count er ikke just et lille navn, men de er ikke et særlig stort navn heller. Da de i 2015 spillede på Copenhell fik deres ellers ret radikale politik stor folkelig opbakning. Ice-T er en frontmand, der forstår at medrive publikum, og at give ham en lille scene sent på dagen ville simpelthen være spild af en stjernedygtig performer med vigtige budskaber. Han skal ikke overskygges af et hovednavn, der spiller samtidig, så lad ham spille på blå scene omkring 16.30 som det sidste navn inden…

Liam Gallagher og Dizzy Mizz Lizzy skal være de første hovednavne til at gå på
På grund af det høje antal hovednavne om fredagen skal det første optræde på grøn scene allerede 17.45, hvis de bruger spilletiderne fra tidligere år. Dem, der egner sig bedst til de lyse timer, er uden tvivl 90’er-veteranerne Liam Gallagher og Dizzy Mizz Lizzy. Førstnævnte er helt klart det største trækplaster af de to, så sæt ham først på grøn scene – dermed vil der være et alternativ på rød scene til Dizzy Mizz Lizzy, når de skal indtage den blå, hvis man nu føler, at man har set dem nok gange. De kan så afløses af A Perfect Circle på grøn scene bagefter.

Lad N.E.R.D. og Queens of the Stone Age stå for festlighederne når mørket falder på
Kl. 21.45 er det ved at være lidt halvmørkt, og vi har brug for at feste. Lad os så tage danseskoene på til en funky hiphopfest, når Pharrell Williams og resten af N.E.R.D. bør stå for løjerne på den store blå scene. Queens of the Stone Age har med deres nyeste album og deres nylige koncert i Forum vist, at deres hårde rockmusik sagtens kan formå at spille op til dans. De bør få grøn scene som det sidste inden aftenens afslutning, der bør være:

Lad The National og Cigarettes After Sex sige melankolsk godnat til publikum
The National har vel nærmest skrevet i deres kontrakt, at deres festivalkoncerter skal være så sent som muligt, og det med god grund. Sidst, de spillede på NorthSide, var det ligeledes som aftenens afsluttende indslag, og det var perfekt placering af deres vemodige rockmusik. Hvis NorthSide tør at placere to meget melankolske bands samtidig, ville de amerikanske slowcore-darlings Cigarettes After Sex være noget nær det perfekte band til at lukke rød scene. De to bands laver trods alt denne melankoli på vidt forskellige måder. Om ikke andet kan man også oplagt sætte Cigarettes After Sex samtidig med N.E.R.D.

The National på Haven Festival. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

Lørdag

Lørdag er dagen, der skal afslutte det hele, og festivalen skal afsluttes med et solidt punktum. Det er også den dag, hvor årets mest kontroversielle booking, Nik & Jay, skal spille. Hvordan håndterer man den booking bedst?

Sæt Marvelous Mosell på tidligt
Marvelous Mosells festlige retro-rap passer perfekt til en hyggelig eftermiddagskoncert. Der er dans, der er sjov, og så har han godt med fans, der sikkert vil møde op tidligt for at se ham. Han skal ikke nødvendigvis være det allerførste navn, men han må gerne være blandt de to-tre tidligste.

C.V. Jørgensen bør optræde ved 18-tiden på grøn scene
Ja, det virker uhyrligt specifikt, men det er også fordi C.V. Jørgensen passer uhyrligt godt til netop dette punkt i programmet. Han bør ikke optræde lige så sent som de helt store trækplastre som Tyler, The Creator, Father John Misty og de nedenfor diskuterede navne, men han er absolut alt for stor og for vigtig til at optræde meget tidligere.

Han fortjener desuden om nogen en stor scene, hvilket han også uden tvivl har publikummet til at kunne klare. Derudover ville det også være synd at drukne sommerlige viser som ‘Florafobi’ og ‘Bellevue’ i et aftenmørke, hvor det næsten føles som om, at sommeren er forbi og næsten fløj afsted.

Sæt Nik & Jay på blå scene samtidig med et alternativ
Der er ingen tvivl om, at Nik & Jay nok skal tiltrække et stort publikum, og det skal nok også være en vidunderlig fest for dem, der kan lide deres musik. Men som mangt en hastig Facebook-kommentator har været kvikke til at markere, er det langt fra alle blandt de typiske NorthSide-gængere, der holder af Nik & Jays musik.

Sidste år blev den næsten lige så kontroversielle booking, Thomas Helmig, sat samtidig med danske Chinah, men i år bør de oppe sig og sætte Nik & Jay samtidig med et internationalt navn, for eksempel Rex Orange County – eller måske et helt klassisk NorthSide-navn som Deerhunter. Så er der noget for enhver smag, og således undgår festivalen for meget brokkeri.

Generelt bør man nok prøve at sætte de store, mindre typiske NorthSide-navne på blå scene, så der kan være et alternativ til NorthSide-gængerne med mere konservativ smag. Når et hovednavn spiller på blå (i bunden af festivalen), er der nemlig koncert på den lille røde samtidig.

Lad Diplo stå for afslutningsfesten
For to år siden afsluttede Beck NorthSide med en fortrinlig koncert. Det kunne han hypotetisk gøre igen, men der er et par faktorer, der taler imod dette. Først og fremmest er der tale om en lørdag frem for en søndag, og den afsluttende koncert kan gå i gang langt senere. Er Beck oplagt til en afsluttende koncert kl. 1.00 om natten? Næppe. Derudover er der ét navn på plakaten, der praktisk talt er selvskrevet til en afslutning, og det er Diplo.

NorthSide har haft en ret god succesrate med de sene elektroniske koncerter, så Diplo kan trygt skrive sig ind i samme række som 2manydjs, The Chemical Brothers, Röyksopp, Jamie xx og Underworld. Festivalen bør selvfølgelig sørge for et alternativ på rød scene samtidig, og intet navn virker mere oplagt der end proto-postpunk-duoen Sleaford Mods.

Læs også: Den gamle NorthSide er død – længe leve NorthSide 2.0

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af