KOMMENTAR Internettet flyder over af lister med Kanye Wests sjoveste, skøreste og mest rablende tweets gennem tiden.
»Nogle gange bliver jeg emotionel over fonte«, er en af mine all time-favoritter, men der er så mange at glæde sig over – tjek denne her Buzzfeed-liste til en start. Som Kanye selv har tweetet engang, er hans Twitter-feed samtidskunst. I de tider, hvor han har været mest aktiv, har Twitter-strømmen været et direkte kabel ind i hjernen på en af de mest innovative musikere i dette årtusinde.
Hvordan tænker en mand som Kanye? Hvad kan han lide at spise? Hvordan kan verden blive et bedre sted?
Noget at det smukke har netop været en komplet mangel på filter – både i ordene og de emner, der bliver behandlet. Her går hverdagens småting og fremtidens kompleksitet hånd i hånd.
Kanyes Twitter har været oppe og nede over flere omgange, og da den senest blev ryddet – i maj 2017 – var det heller ikke fordi, at det var midt i et tweet-peak. Der huserede mest modefotos, og vi skal lidt længere tilbage for at finde den der uudtømmelige kilde af ’livsvisdom’ serveret på næsten minutbasis.
Men nu er han tilbage! Og det er pragtfuldt. Virkeligheden overgår fantasien, og det er Kanyes Twitter et levende bevis på. Vi har savnet hans rablerier, for det giver os noget (eller netop alt) af Kanye, som normalt ikke siver ud andre steder.
For en håndfuld dage blev kontoen altså genaktiveret, og Kanye har blandt andet tweetet, at den filosofibog, han tidligere har talt om at udgive (’Break the Stimulation’), i princippet er hans Twitter-feed.
Bogen bliver skrevet i realtid. Ingen redaktør. Ingen sidekrav. Ingen penge involveret. Bare et indædt ønske om at udtrykke sig selv.
Kan det blive mere Kanye?
oh by the way this is my book that I’m writing in real time. No publisher or publicist will tell me what to put where or how many pages to write. This is not a financial opportunity this is an innate need to be expressive.
— KANYE WEST (@kanyewest) April 18, 2018
På fire dage er der allerede alt for meget materiale til at dække i bare én artikel, men humlen af det hele er, at det her rent faktisk føles som Kanye-filosofi one-on-one.
Indtil videre er der ikke så mange af de hverdagsagtige og skæve banaliteter, men mere noget, der minder om en selvhjælpsbog til kreative hoveder. Bare serveret et par hundrede tegn af gangen og i konstant udvikling.
Det er samme tankegang, som prægede ‘The Life of Pablo’. Kanye ændrede flere gange i albummet. Små ting. Enkelte ord. Et trommespor der. En vokallyd der. Så pludselig et helt nyt track. Albummet var et kunstværk i flydende form. I evig forandring, aldrig færdigt. Og det samme kan man sige om det, Kanye nu har gang i. Han skriver en bog på sin Twitter. Ingen ved, hvordan den er færdig, eller hvad det skal ende med. Hvor mange ‘inspirational tweets’, man skal læse, før Kanye mener, at hans følgere har fået nok.
Samtidskunst? Jah, hvorfor ikke?
try to avoid any contractual situation where you are held back from your ideas
— KANYE WEST (@kanyewest) 17. april 2018
Én ting er selve ‘kunstværdien’ i det, Kanye nu har kastet sig ud i. Nogle vil mene, at han taler sandheden mere end nogen anden – andre vil mene, at den ene floskel overtager den anden i et banalt forsøg på at servere hjælp til selvhjælp. Og fred være med det.
Men indholdets karakter tilsidesat, så er det altså vidunderligt igen at få et kig ind i Kanyes hjerne. Det er som børnene i ‘Løven, heksen og garderobeskabet’, der finder døren til Narnia og bliver introduceret til en verden, de ikke i deres vildeste fantasi kunne have drømt sig frem til. Eller overhovedet vidste eksisterede.
Det er hele omverdenens kilde til, hvad Kanye tænker – og hvem er ikke interesseret i det?
Som musiker har han tidligere været både ekstremt politisk (‘Yeezus’) og ekstremt personlig (‘808s and Heartbreak’), men et af de få kritikpunkter til hans seneste album – det ellers fantastiske ‘The Life of Pablo’ – var nemlig, at lyrikken var overfladisk på grænsende til infantilt (du ved, blegemiddel og så videre…).
Her fik man ikke noget af Kanye udover selve musikken. Som talte sig eget sprog, bevares, men her var ingen pointer, holdninger eller temaer, man for alvor kunne analysere på. Selve albummets manglende røde tråd blev den røde tråd, der definerede reaktionerne.
Så aflyste han sin turné, blev indlagt, kom til sig selv, men har siden da holdt sig mestendels uden for mediernes søgelys – altså frivilligt, for forfulgt af paparazzier, det kommer han aldrig til at undvære.
Nu er hans Twitter her igen, og vi har igen fået Kanye i tale. På hans egne præmisser. Som det skal være. Og man kan ikke komme uden om, at den lille blå fugl lige nu er det sted, der siger allermest om Kanye som musiker, menneske, kreativ og skaber.
Det vil jeg ikke undvære. For hvad skulle jeg egentligt gøre uden nedenstående tweet, som jeg vil lade stå som en poetisk afslutning på denne kærlighedserklæring til et Twitter-feed.
when you first wake up don’t hop right on the phone or the internet or even speak to anyone for even up to an hour if possible. Just be still and enjoy your own imagination. It’s better than any movie.
— KANYE WEST (@kanyewest) 18. april 2018
Læs også: Kanye West laver musik med blandt andre Nas, Travis Scott og Kid Cudi – på et bjerg i Wyoming