Samtidig med at Hennedub jagter det internationale gennembrud i Los Angeles, har produceren åbenbart også tid til at rekruttere nogle af dansk pop og hiphops sikreste trumfkort til en række singler herhjemme.
For efter at hans første single, ‘Holder Fast’, blev gæstet af Gilli og Lukas Graham, har Hennedub nu sluppet sangen ‘Umage’ med to af de danske rappere, der er bedst til at få hiphopsange til at blive til pophits: Kesi og Skinz.
Kesi har selvfølgelig en lang række storhits på bagen, og han har især de seneste par år leveret sange som ‘Mamacita’, ‘Følelsen’ og senest ‘Kom Over’ på samlebånd. Samtidig har Skinz etableret sig som leveringsdygtig sangskriver i en stil, der lige er tanden mere rendyrket pop end Kesi.
Hennedubs lydside på ‘Umage’ er en et legesygt, boblende beat, der lægger sig i forlængelse af ‘Mamacita’, som han jo også producerede. Men her det faktisk Skinz, der leverer det catchy omkvæd og første vers, mens Kesi dukker op halvvejs gennem sangen med et par seriøst sjove linjer: »Hun siger at hendes fyr er en lyseslukker / han ved ikke hvad du laver her, når lyset slukker«.