Stormzy styrede Arena som en dominerende moshpit-gud
Arena-teltet var fyldt en time før Stormzy skulle spille. Tusindvis af mennesker stod og klappede. Det var nærmest som om de forberedte sig på at gå grassat i moshpits. Temperaturen ramte kogepunktet, allerede inden London-rapperen trådte ind på scenen.
Og da Stormzy endelig dukkede op vidste han præcis, hvad han skulle levere.
For grime-rapperen var tydeligvis klar over, at han havde givet en helt vanvittig koncert på Roskilde for to år siden. Faktisk kaldte han aftenen på Apollo i 2016 for »den bedste fucking aften i min karriere«, mens han opmuntrede publikum til at gentage succesen.
2016-koncerten dominerede aftenen, og både rapperen og festivalgængerne prøvede at genskabe den energi, der blev skabt dengang. Publikum skreg efter hits som ’Shut Up’ og afslutteren ’Know Me From’. Og Stormzy gav dem, hvad de ville have – plus en stille passage med ’Cigarettes & Cush’ og en neonoplyst ’Cold’.
Kampråbet »energy gang« gjaldede ud over Arena gang på gang, og hver gang Stormzy sagde de magiske ord opstod der gigantiske moshpits.
Under en koncert i Store Vega sidste år stoppede Stormzy den slags store dansecirkler, fordi han gerne ville vise sine mere gospel- og r’n’b-orienterede sider. Men denne her aften på Roskilde Festival tøvede han ikke et sekund: Vi fik ikke den bløde gospel-Stormzy, men den dominerende moshpit-gud, der kan få folkemasser til at brage sammen.
Aftenen var præcis, hvad alle folk ønskede: Følelsen af et stort brag. Følelsen af, at folkemasser tørner sammen og frigør en helt vanvittig energi.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival
Læs også: Hvis publikum kunne bestemme: Ønsker til Roskilde Festival 2019
Læs også: Roskilde Festival: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser