50 Cent og Tekashi 6ix9ine er to generationer af trolls fra New York, der begge har vist sig at være geniale til at udnytte kontroverser og gimmicks til at skabe karriere. Og så er de også gode venner: 50 Cent har endda kaldt hiphoppens nye problembarn Tekashi for sin søn.
Men de er også to rappere, der har haft møder med gadelivet, der nær havde været skæbnesvangre. 50 Cent blev i sin tid skudt ni gange, og 6ix9ine blev kidnappet og røvet så sent som sidste måned. Nu har der altså været et drive-by-skyderi på settet til en musikvideo, de to rappere var i gang med at optage, skriver TMZ. Indtil videre er der heldigvis ingen forlydener om, at nogen skulle være blevet ramt.
Ifølge vidner kørte gerningsmanden forbi i en hvid Porsche med nummerplader fra New Jersey og affyrede mindst 11 skud. Det hele foregik i Brooklyn, New York. Men altså, hvem fanden laver et drive-by i en hvid Porsche?
Det har i det hele taget været turbulente måneder for især 6ix9ine, der udover ovennævnte kidnapning har ført heftige beefs mod rapperne Chief Keef, Juice WRLD, YG og Trippie Redd. Her har han vist sig som en formidabel troll på Instagram, hvor han blandt andet har lavet en sketch om Juice WRLD og er taget til Keefs hjemby Chicago for at tage hans barns mor med ud at shoppe. Sidstnævnte stunt er en tro kopi af 50 Cents taktik, da han i sin tid tog moren til Rick Ross’ barn med på en shoppetur.
Men selv om de her beefs altså ser ud til at være spøg og skæmt på Instagram, har de det nogle gange med at spile ud i vold på gaden. Politiet efterforsker fortsat sagen om drive-by-skyderiet, men har ifølge Pitchfork ikke identificeret gerningsmanden.
Læs også: 6ix9ine er blevet kidnappet og berøvet: »Det var et inside job«