Lil Pump skulle vist være i fængsel på grund af overtrædelse af sin prøveløsladelse, men det virker nu ikke sådan. For kun en uge efter, at han optrådte i ‘Saturday Night Live’ klædt ud som vandflaske med sit storhittende Kanye-samarbejde ‘I Love It’, har han nu udgivet bangeren ‘Multi Millionaire’.
Det højenergiske track har et typisk repetitivt, hakkende omkvæd, og et af den salgs dundrende beats, der helt sikkert lyder bedre, jo mere du skruer op for sangen. Og så er der også et feature af Lil Uzi Vert, der netop har udgivet den stærke, næsten seks minutter lange ‘New Patek’, og som eftersigende har et album på vej ved navn ‘Eternal Atake’.
På sangen lyder det som om, Lil Pump har fået gode ideer af sin nye ven Kanye. Han rapper nemlig om en lækker rengøringsdame, hvilket Kanye jo allerede gjorde på ‘So Appalled’ fra 2010. Uzis vers er til gengæld kort og relativt uspektakulært.
Al den aktivitet fra Lil Pumps side er desuden forhåbentlig et godt tegn på, at rapperens koncert 3. december i København trods alt har en chance for at finde sted.