Denne uge rykkede Jimmy Kimmel sit populære late night show ‘Jimmy Kimmel Live’ til Brooklyn. Helt i forstadens ånd var det east coast-gruppen Wu-Tang Clan, der afsluttede ugen med at fremføre ‘C.R.E.A.M’ og ‘Protect Ya Neck’ fra deres indflydelsesrige album ‘Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’, som har 25 års jubilæum i år.
Alle gruppens nulevende medlemmer var at finde på scenen, både RZA, GZA, Method Man, Ghostface Killah, Raekwon, Inspectah Deck, U-God, Cappadonna, og Masta Killa. Sammen fyrede de godt op under publikum i den store sal, hvor der blev kastet solide håndtegn.
Method Man og RZA medvirkede desuden i segmentet ‘3 åndsvage spørgsmål’, hvor de besvarede Kimmels spørgsmål som »Hvis du skulle vælge mellem en, ville det så være hip eller hop?« og »hvor bliver gåsehud af?«.
Læs også: Vi har rangeret alle 11 vers på Logics nummer med Wu-Tang Clan – fra værst til bedst