Drake udgav godt nok sangen ‘Wu-Tang Forever’ helt tilbage i 2013, men det er vand i forhold til det her. Logic har nemlig lavet et nummer med samme titel (dog uden den lille bindestreg), men denne gang gæster samtlige nulevende rappere fra Wu-Tang Clan med hver deres vers af forskellig længde – plus Jackpot Scotty Wotty, så 11 vers i alt!
Det er noget af et scoop, men det kan samtidig vise sig at være et rimelig vanvittigt anfald af hybris. For jo, det er godt gået at samle hele det legendariske crew på samme sang. Men kan Logic måle sig med de her rappere? Det ligger jo implicit i hele det her projekt, at han ser sig selv på samme niveau som RZA, GZA og co.
Samtidig er det jo heller ikke nogen hemmelighed, at Wu-Tangs storhedstid ligger nogle år tilbage. Kan de puste støvet af de lyriske samuraisværd og svinge sig op til store slag igen? Og gider de overhovedet det på en sang af fucking Logic?
Der er mange spørgsmål til de mange vers på ‘Wu-Tang Forever’, der stammer fra Logics nye album ‘YSIV’.
Jeg har hørt nummeret på repeat og forsøger at komme til bunds i sagen ved at rangere samtlige 11 vers fra værst til bedst.
11. Logic
Har du prøvet at drikke dig fuld på en karaokebar og så se de pinlige resultater på en af dine venners story dagen efter? Sådan lyder det her Logic-vers. Det er tonedøv Wu-Tang-karaoke.
Efter en række Wu-typiske samples fra kampsportsfilm og et rytmisk kor, der synger »Wu-Tang, Wu-Tang«, snubler Logic ind på scenen med fire af de mest antiklimatiske åbningslinjer, man kan tænke sig: »Aye yo, Wu-Tang Forever / who rhyme better? / we too clever«. Seriøst? Det er sådan, du vælger at starte det vigtigste vers i din karriere, Logic?
Derefter går det helt galt, når den unge rapper begynder at rappe om sin »Wu-Tang style«, refererer den ikoniske Wu-linje om at »form like Voltron« og slutter med at kalde sig »Logic the God, the Don«. Det lyder som en exceptionelt kikset audition for at blive det nye 10. medlem af Wu-Tang Clan.
For Logics kvækkende stemme og ikkeeksisterende karisma får de her plagierede rim til at lyde helt hule. Han har simpelthen intet af den tyngde eller autoritet, der skal til for at sige de linjer. Resultatet er et af de mest akavede vers i hiphophistorien. Heldigvis bliver sangen væsentlig bedre herfra. Eller vent lidt, først skal vi også lige snakke om en eller anden dude ved navn…
10. Jackpot Scotty Wotty
Hvem i alverden er Jackpot Scotty Wotty? Hvorfor har han et så dumt rappernavn? Og hvem skyldte ham en giga tjeneste, siden han af uransaglige årsager dukker op på det her track side om side med Wu-Tang?
Hans stemme er rå uden at være specielt karakteristisk, mens hans flow er solidt, uden at nogle af linjerne egentlig bider sig fast.
»None of my rhymes are two and the same«, rapper han på et tidspunkt, men det er jeg ikke helt sikker på passer.
9. Inspectah Deck
Inspectah Deck har et af de stærkeste vers i hiphophistorien på Wu-Tang-klassikeren ‘Triumph’. Dén sang var en omkvædsløs magtdemonstration, hvor alle klanens medlemmer dukkede op – lidt samme koncept som det her nummer, faktisk.
Men Inspectah Decks sjette vers på ‘Wu Tang Forever’ er ikke en gentagelse af den mesterfulde sangskrivning og geniale levering fra ‘Triumph’-verset. Efter en solid start, hvor flowet stadig er spiddende og hurtigt, mister rapperen pusten cirka halvvejs igennem og slutter med de her dovne linjer: »In our own lane, y’all soundin’ all the same / tell ’em Wu-Tang is on your brain«.
8. Masta Killa
Masta Killa rapper langsomt. Som i virkelig langsomt. Nogle gange kan han lyde som en latinlærer, der reciterer passager fra Bibelen foran en søvnig skoleklasse.
Men på en måde er det også det, der gør ham speciel. Han virker som en lærd samuraimester, der har studeret alle de vigtige værker. Og på ‘Wu Tang Forever’ docerer han sine rim præcis, som vi kender ham. Det er solidt uden at være spektakulært.
Men for at være helt ærlig, så er alle vers gode, når Masta Killa både kalder sig »a grandmaster from the 36th chamber« og rapper om »super-ninjas and Shaolin executioners«, alt imens han næsten lyder som om, han er ved at falde i søvn.
7. GZA
GZA lukker sangen ned med manér på sit korte afslutningsvers, men det bliver måske ikke helt den store, episke afslutning, man havde håbet på, når nu hele klanen er samlet. Måske havde det her nummer været stærkere, hvis det sluttede med et af de længere vers i stedet?
Uanset hvad er det svært at sætte en finger på GZA’s komplekse, næsten akademisk komplicerede stil. Han er stadig klanens stormester.
Seriøst, hvem ellers kunne finde på at rappe ting som det her: »The uncivilized, get the mineral lines, quartz / self-directed, calculated, controlled thoughts / a point-of-view of the thinkers / monumental architecture, amazing as the Incas«? Jeg ved ikke rigtig, hvad han snakker om, men det lyder sygt!
Alligevel er GZA’s vers mere en kortvarig tankeeksplosion end et decideret vers, og derfor står det nok ikke blandt hans helt store øjeblikke.
6. U-God
Han bliver oftest set som det svageste medlem, men U-God har faktisk en uundværlig funktion i Wu-kontekst. Rapperens mørke stemme og langsomme flow er det perfekte mellemstykke mellem andre, mere avancerede rappere.
Og så er han faktisk pænt god på at finde på nye Wu-udtryk og få dem til at lyde rimelig magtfulde – her truer han for eksempel med at smække folk i hovedet med Thors hammer.
Så nej, U-God bliver nok aldrig det største lyriske geni i klanen. Men det her vers viser endnu engang, at man ikke skal undervurdere ham.
5. Cappadonna
Jeg har ikke nogle beviser for det, men jeg er pænt sikker på, at Cappadonna er Ghostface Killahs lillebror. Han har nemlig samme lidt overgearede energi, men næsten ingen af Ghosts sofistikerede tekster. Cappadonnas styrke er til gengæld hans uforudsigelighed: Hvis han var en samurai, så havde han et sværd i hver hånd, som han svingede i alle retninger samtidig.
På det her vers fordømmer han bandekriminalitet det ene sekund, drømmer om at tage et fly til Spanien det næste, og slutter med den her svada mod politiet: »These dirty-ass cops, they kill and rape you!«
Samtidig er der virkelig mange lyde af pistoler og maskingeværer i baggrunden. Så alt i alt endnu et uforudsigeligt og fascinerende øjeblik fra klanens mest undervurderede rapper.
4. RZA
Når RZA producerer, er han skarp og stilsikker som sværdsvingende samuraier fra de film, han elsker at sample. Men som rapper er han forbløffende tit offbeat og lyder nogle gange pænt forpustet, når han presser flere stavelser ind i en linje, end der egentlig er plads til.
Men det er en del af hans charme, og det giver ham en uforudsigelighed, der især er tiltrængt siden ODB døde. De andre Wu-medlemmer leverer fejlfri teknik, men RZA giver den en portion kaos. »The element of surprise«, som han nok selv ville kalde det.
Sådan er det også her. RZA brager ind på beatet og lyder som om, han prøver på at sige to vers samtidig. Se bare åbningslinjerne: »The enigma, the stigmas that the RZA and the GZA / both lyrical prolific, fixtures of rap scriptures«. Det er klassisk RZA: Alt for meget af det gode, til at han kan nå at få alle ordene ud ordentligt.
Det eneste, der trækker ned på det her herligt kaotiske vers, er et par akavede referencer til The Weeknd og ‘Superbad’, der ødelægger Wu-mystikken en smule. Der er altså ingen, der har brug for ‘Starboy’-referencer på en Wu-Tang-sang.
3. Raekwon
Det er et af de der helt klassiske Wu-Tang-øjeblikke. Ghostface Killah har lige leveret et hyperenergisk vers, og ingen ved rigtig, hvordan man skal følge op på det. Så træder Raekwon ind på scenen, starter sit vers med et simpelt, velplaceret »yo«, og så er hele opmærksomheden sikkert centreret om ham.
Det er den dynamik mellem den selvsikre, rolige Raekwon og den maniske Ghostface, der har givet os mange klassikere, og øjeblikket, hvor Raekwon følger efter Ghost på ‘Wu Tang Forver’, er et perfekt eksempel.
Hele Raekwons vers udstråler kontrol på samme måde som Ghostface udstråler kaos. »My kitchen is my palace«, rapper han et sted og viser endnu engang, at det var ham, der begyndte at blande Wu-mystik med cokedealer-fantasier. Okay, jeg skal høre ‘Only Built 4 Cuban Linx’, når jeg er færdig med det her…
2. Ghostface Killah
Hør her, man kan ikke hade på et vers, der starter med, at Ghostface kommer brasende og råber «Yo, yo, yo, yo, yo, kaboom / guess who stepped in the room!«
Ghostface er en helt vanvittig karismatisk tilstedeværelse, når han er i det humør. Man glemmer næsten, at han ikke har helt samme sprog som før. Og man tilgiver de underlige vokaleffekter, der gør hans stemme lidt mudret at høre på.
For alle Wu-Tang-sange går vitterligt kaboom, når Ghost træder ind på scenen.
1. Method Man
Lad mig bare være helt ærlig: Jeg får gåsehud af det her vers.
Method Mans flow er vanvittig smooth, og hans linjer er seriøst lige så stærke her som i Wu-guldalderen i 90’erne. Især når han går fra Wu-Tang-slang til at droppe helt alvorlige linjer om fortidens fattigdom: »Witty unpredictable, torture over your physical / drop a bar, used to pour water over the cereal«.
Logic har gjort det til sin nye mission at få ‘boom bap’ tilbage, men på sit højeste øjeblik ville han ikke kunne levere beskrivende og skarpe observationer som Method Man. Det er hans stil, stemme og tonefald, der får linjerne til at vokse sig større, når han siger dem.
Jeg har lyst til at citere hele verset, men okay, jeg nøjes lige med fire af de bedste linjer: »Go back, homie, back when rappers used to be lyrical / when nine out of ten of his friends used to be criminal / the Stats, homie, all these killas usin’ subliminals / y’all don’t even smile in your pictures, you dudes is miserable«. Sheeeesh!
Det er vers som det her, hvor man bliver mindet om, hvorfor Method Man i sin tid blev set som gruppens naturlige stjerne. Han stjæler sangen, nærmest uden at prøve.
Læs også: Den ultimative Wu-Tang Clan-dyst: Alle 10 medlemmer rangeret fra værst til bedst