Den ultimative Wu-Tang Clan-dyst: Alle 10 medlemmer rangeret fra værst til bedst

Historiens mest legendariske hiphop-slæng gæster fredag aften NorthSide. Men hvem er tidernes ultimative Wu-Tang-medlem? Vores hiphop-ekspert Kristian Karl har bedømt alle ti medlemmer (levende som døde) på fire parametre og er kommet frem til følgende rangering.
Den ultimative Wu-Tang Clan-dyst: Alle 10 medlemmer rangeret fra værst til bedst
Wu-Tang Clan
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 10: U-God

Vokal: 5/10
U-God er kendt som Wu-Tangs dårligste rapper. Det er han også, men han er nu ikke elendig: Hans åbningsvers på ’Da Mystery of Chessboxin’’ er legendarisk, mens hans linjer på ’Wu-Tang Forever’-højdepunktet ’Heaterz’ er blandt de bedste vers på hele det dobbeltalbum. Så ja, der er glimt af genialitet i denne ellers ganske gennemsnitlige rapper.

Karisma: 3/10
På ’Wu-Tang Forever’ er der et U-God-solotrack ved navn ’Black Shampoo’, der er grufuldt på så mange måder – fra det hviskende flow til de klichéfulde beskrivelser og det fuldstændige fravær af vokalvariation. Dét track udstiller U-Gods store problem: Han er helt enkelt ikke interessant at lytte til i længere tid af gangen.

Solokarriere: 3/10
’Golden Arms Redemption’ fra 1999 er mere gennemsnitligt end decideret dårligt, men problemet er fortsat, at U-Gods dybe, monotone flow (der kan virke perfekt som temposkift på et track af eksempelvis Ghostface) er ret så uudholdeligt stukket over et helt album. Senere album som ’Keynote Speaker’ fra 2013 eller ’Dopium’ fra 2014 er faktisk slet ikke så slemme igen, de er velproducerede i klassisk Wu-Tang-stil, og man kan finde et par perler som ’Fire’ og ’Heads Up’ fra førstnævnte. Men – og her ligger problemet – det er altid tracks med bedre Wu-rappere som gæster, der virkelig skinner.

Wu-Tang-faktor: 7/10
U-God er ikke en central skikkelse i Wu-Tang-mytologien, men han er en helt perfekt birolle. På visse Wu-tracks er han faktisk en af de bedste – ikke mindst fordi hans mørke, messende vokal synes at have en slags munkeagtig alvor over sig. Der er ingen, der elsker U-God. Men mange ville nok savne ham, hvis han pludselig ikke var der.

SAMLET WU-SCORE: 18

Listen fortsætter på de følgende sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 8/9 (delt): Masta Killa

Vokal: 7/10
Man lægger ikke umiddelbart mærke til Masta Killa, selv om han har et umiddelbart genkendeligt flow. Hans trækker sine ord ud og lyder nogen gange som om, han læser op fra en ældgammel papyrusrulle – som når han på ’Triumph’ (måske det mest upbeat Wu-Tang track) nærmest snøvler sine ikoniske linjer om at »the dumb are mostly intrigued by the drum«.

Karisma: 5/10
Masta Killa møver sig ikke frem i forreste geled for at bombardere sit publikum med lynende linjer. Han holder sig i baggrunden, som havde han konstant munkehætten trukket langt ned i ansigtet. Men i modsætning til GZA er man aldrig blæst væk af hans tekniske kunnen og resultatet er lidt, at Masta Killa nok er det Wu-medlem, man kan citere færrest linjer fra.

Solokarriere: 7/10
Masta Killas første soloalbum ’No Said Date’ kom først i 2004 – altså over ti år efter ’Enter the 36 Chambers’. Til gengæld kom det på et tidspunkt, hvor Wu-Tang Clan for første gang stod virkelig svagt, og her holdt Masta Killa klanens ånd i live. Albummet er nemlig solidt fra start til ende (’Silverbacks’ er et af de bedste Wu Tang-tracks i 00’erne), og alle Wu-medlemmer gæster, hvilket var en sjældenhed omkring 2004. Kort efter kom det ligeledes vellykkede ’Made In Brooklyn’, og så var der igen stille – indtil 2012, hvor ’Selling My Soul’ kom. Ikke en spektakulær karriere altså, men mange vil huske, at Masta Killas ’No Said Date’ var et lysglimt i en meget mørk Wu-tid.

Wu-Tang-faktor: 8/10
Han er tavs, tilbageholdende og har en ret så radikal rapstil, der blander Wu-mystik med dødstrusler i et søvnigt-snøvlende flow; at lytte til Masta Killa er som at høre en snigmorder tale i søvne. Han er måske ikke ligefrem det mest uundværlige Wu-medlem – til gengæld er han Wu helt ind i knoglerne.

SAMLET WU-SCORE: 27

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 8/9 (delt): Inspectah Deck

Vokal: 9/10
Inspectah Deck er måske klanens bedste rapper i klassisk forstand: Han skaber labyrinter af flerstavelsesrim, og hypnotiserer lytteren med komplekse sætningskonstruktioner. Det kunne lyde fortænkt, men i Decks hurtige, fejlfri flow bliver det hele en slags overvældende rimoverflod – lidt som hos rappere som AZ eller Nas. Det bedste eksempel er selvfølgelig åbningsverset på ’Triumph’, der er et af hiphophistoriens mest citerede.

Karisma: 6/10
Når Inspectah Deck fascinerer er det på grund af stilmæssig perfektion og på grund af ekstremt elegant udført håndværk. Det er ikke på grund af tekstuniversets originalitet, hans stemmes gennemslagskraft eller hans personlighed – og det har været lidt en forbandelse for ham. For mens han fuldstændig kan stjæle scenen, når han bombarderer tracket med sine vers, har man aldrig sukket efter at høre Inspectah Deck-solotracks.

Solokarriere: 5/10
Hvordan kan manden bag nogen af de bedste Wu-vers have haft så lidt af en solokarriere? Én årsag er sikkert, at hans personlighed aldrig skinnede stærkt igennem som mange andre medlemmers, men frem for alt fik han ikke et sæt RZA-beats af højeste kaliber, da klanen samlebåndsproducerede mesterværker i midt-90’erne. I stedet udgav Deck et par respektable album omkring årtusindskiftet – og især tracks som ’Elevation’ og ’Lovin’ You’ fra 1999-albummet ’Uncontrolled Substance’ antyder, at Inspectah Deck havde potentiale til mere.

Wu-Tang-faktor: 7/10
Hvis man vil høre det ultimative, teknisk-perfekte Wu-Tang-vers, er Inspectah Deck altid et godt sted at starte. Men hans stil har også noget mere klassisk over sig – han er ikke så mystisk som Masta Killa og GZA, men heller ikke så excentrisk som ODB. eller Ghostface.

SAMLET WU-SCORE: 27

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 7: Cappadonna

Vokal: 8/10
Cappadonnas vers på Wu-nationalsangen ’Triumph’ var ikke så godt, og siden har mange konsekvent betegnet rapperen som en af Wu-Tang Clans værste. Hvilket er helt tosset, hvis man lytter til hans bidrag på tracks som ’For Heaven’s Sake’ eller Ghostface Killahs ’Winter Warz’ og ’Iron Maiden’ – her er hans flow løssluppent og nærmest manisk, mens hans tekster har samme slang-tætte absurditet som Raekwon og Ghostfaces. Han er nok det mest undervurderede medlem i verdens mest anerkendte hiphop-kollektiv.

Karisma: 7/10
Cappadonna er karismatisk, fordi han nærmest crasher ind i sine vers; han svinger ikke sværd som sine Wu-brødre, men virker snarere som en, der er klar til at bruge sine knytnæver mod beatet. Der noget lidt lillebroragtigt over ham – han er aldrig en værdig samurai som GZA og RZA eller en sublim fortæller som Raekwon og Ghostface, men en overivrig lærling, der er svær ikke at holde af.

Solokarriere: 6/10
Cappadonnas solokarriere indeholder det undervurderede ’The Pillage’ fra 1998 med højdepunkterne ’Slang Editorial’ og så ’Run’, en gangsterfortælling, der kunne have været på Nas’ ’It Was Written’. Det er en kultfavorit, men samtidig er det selvfølgelig ikke meget i forhold til de storværker, som vennerne Raekwon og Ghostface præsterede.

Wu-Tang-faktor: 7/10
Cappadonna er kun en slags semi-officielt Wu-medlem, men det har kun opmuntret ham til at skrue op for Wu-faktoren. Dels er han den eneste der kan nærme sig en ODB-agtig galskab i sine udbrud-agtige vers, dels har han været en uundværlig del af det gangster-Wu-univers som Raekwon og Ghostface skabte med deres første udgivelser (det er også ham, der er den tredje mand på coveret af Ghostfaces ’Ironman’-album).

SAMLET WU-SCORE: 28

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 6: Ol’ Dirty Bastard

Vokal: 5/10
Selvfølgelig lyder ODB unik, og ingen kunne finde på at sætte en finger på tracks som ’Brooklyn Zoo’ eller hans generelle galt-geniale tilstedeværelse på en række klassikere som ’Da Mystery of Chessboxin’’ og ’Protect Ya Neck’. Men det var jo hans personlighed og vildskab, man elskede, snarere end rapperens store evner ved mikrofonen.

Karisma: 10/10
ODB rappede ikke. I hvert fald ikke på konventionel vis. For mens Inspectah Deck og GZA finpudsede deres rim til de var skinnende diamanter af højeste karat, lød ODB altid som en, der var lige ved at blive smidt ud af saloonen i en westernfilm: Han jodlede, sang, brummede og hylede, og på en eller anden måde lød det genialt. Hans energiske excentricitet beviste han også, da han stormede scenen til Grammy-uddelingen i 1998 (som Wu-Tang havde tabt til Puff Daddy), og råbte de legendariske ord: »Wu-Tang is for the children!«

Solokarriere: 7/10
Den utilregnelige og mildest talt ujævne ODB virkede ikke umiddelbart som en rapper, der kunne bære et helt album. Men det kunne han i flere omgange, og ikke nok med det: Både ’Return to the 36 Chambers’ og ’Nigga Please’ er album med absolutte klassikere (’Brooklyn Zoo’, ’Shimmy Shimmy Ya’) og veritable pophits (’Got Your Money’). Det er selvfølgelig også kludrede og kaotiske album, der er modsætning til helstøbte værker som Raekwon eksempelvis skabte, men de har deres helt eget gale univers.

Wu-Tang-faktor: 9/10
Han var mere genial drukkenbolt end Shaolin-munk, men hele Wu-Tangs mystik havde brug for den her ene dæmoniske skikkelse, der mere mindede om den græske vingud Dionysos end Wu-Tangs noble idealer. Han dansede, sang og vrængede, og mens Wu-Tang var verdensmestre i at skabe mystik, så var Ol’ Dirty Bastard den store mytologiske skikkelse i klanen.

SAMLET WU-SCORE: 31

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 4/5 (delt): Method Man

Vokal: 9/10
Method Mans gyngende flow og lidt læspende vokal er en af hiphoppens mest genkendelige. Tekstniveauet har måske aldrig nået GZA’s niveau af kompleksitet eller Raekwon og Ghostfaces originalitet, men hans flow – det er ikke noget at fuck’ med.

Karisma: 10/10
Fra første gang, han stavede hele sit navn på den geniale ’Method Man’ fra Wu-Tangs første album i 1993, har Method Man lydt som gruppens store stjerne, og til mange koncerter er det oftest ham, der for alvor brænder igennem. Det er helt enkelt Method Man, alle blikke automatisk drages mod.

Solokarriere: 7/10
Method Man blev hurtig Wu-Tang Clans mest kendte medlem, og hans ’Tical’ fra 1994 var det første Wu-soloalbum efter debutens store succes. Albummet er en mindre klassiker, men ikke ligeså stilistisk overvældende som Raekwon eller Ghostfaces debut, og det er måske en smule skuffende, at Method Man aldrig leverede det store hovedværk, mange håbede på. For siden debuten har det været ujævnt, selv om ’Tical 2000: Judgement Day’ fra 1998 er en undervurderet perle af apokalyptiske Wu-visioner.

Wu-Tang-faktor: 7/10
Selv om Method Man er et uundværligt Wu-medlem, har han altid virket en del mere som en karismatisk spasmager end dødsensalvorlig Wu-fundamentalist. Nogen gange virker han mere tilpas, når han ryger blunts med samarbejdspartneren Redman, end når han er blandt sine klanbrødre.

SAMLET WU-SCORE: 33

Nedtællingen fortsætter på de følgende sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 4/5 (delt): GZA

Vokal: 9/10
Der er noget ekstremt værdigt over GZA. Han er nok den mest kontrollerede og nærmest videnskabeligt præcise rapper i Wu-Tang, der fremfører hvert af sine vers med uhyggelig sikkerhed. Han er samurai-mesteren, der vinder alle rimkampe uden at fortrække en mine. Hør blot hele hans ’Liquid Swords’-album fra 1995, der er det mest rendyrkede værk indenfor klassisk Wu-Tang-lyrik.

Karisma: 5/10
GZA er måske mere respekteret end elsket, og det skyldes nok, at han mangler Method Mans fandenivoldskhed eller ODB’s galskab. Til tider er han nærmest lidenskabsløs i sin perfekte, præcise levering. Han er den tavse samurai, der er omgærdet af uigennemtrængelig mystik.

Solokarriere: 9/10
Ovennævnte ’Liquid Swords’ er – ligesom Ghostfaces ’Ironman’ og Raekwons ’Only Built 4 Cuban Linx’ – et af de geniale værker fra den første serie af Wu-soloalbum, der udbyggede crewets dominans i midt-90’erne. Siden har GZA, der aldrig virkede som den mest successultne rapper, trukket sig tilbage til undergrunden og udgivet album som ’Grandmasters’ og ’Pro Tools’, der har deres eget kultfølge.

Wu-Tang-faktor: 10/10
GZA er den ultimative samurai-rapper: Alvorlig, teknisk perfekt og altid i kontrol. Han går aldrig på kompromis med den rene Wu-lære: Alle hans vers er skrevet i samme ånd og med samme dedikation. Det er ikke tilfældigt, at Method Man på ’Enter the 36 Chambers’ siger: »We form like Voltron and GZA happen to be the head«.

SAMLET WU-SCORE: 33

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 2/3 (delt): RZA

Vokal: 5/10
RZA har ekstremt svært ved at ligge på beatet. Det er selvfølgelig en del af hans buldrende charme, at hans elegance er lig nul, og hans tekstunivers er blandt klanens mest originale. Samtidig er han unægtelig lige så klodset som rapper, som han er sublim som producer.

Karisma: 9/10
Ja, hans flow er lige så elegant som en dansende elefant, men RZA’s personlighed stråler til gengæld altid igennem – hans stemme er entusiastisk som intet andet Wu-medlems, og hans tekster tager klanens mytologi til samme mystiske højder som GZA’s. Og så er han jo klanens uanfægtede leder og åndelige overhoved.

Solokarriere: 10/10
RZA har produceret alle de bedste Wu-Tang-soloalbum. ’Tical’, ’Ironman’, ’Only Built 4 Cuban Linx’, ’Liquid Swords’ – på Wu-hovedværkerne er det hans vision, der præger produktionerne. Samtidig prægede RZA’s projekter som Bobby Digital og med Gravediggaz minigenrer som sci-fi-rap og horrorcore, der stadig har sine kultfans – selv om de oftest er ret så mærkværdige størrelser.

Wu-Tang-faktor: 10/10
Wu-Tang Clan er et kollektiv, men i vid udstrækning er det også RZA’s hjertebarn. Han producerer musikken, står for udformningen af den unikke stil og han har skrevet Wu-Tang manualen. Bogstavelig talt: Læs ’The Wu-Tang Manul’ nu, hvis du ikke alllerede har! RZA inkarnerer Wu-Tang; han er stifteren, lederen og det kreative overhoved. RZA er Wu-Tang.

SAMLET WU-SCORE: 34

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 2/3 (delt): Raekwon

Vokal: 9/10
Raekwon besværger gadelivet mere end noget andet Wu-Tang Clan-medlem. Her er ikke så mange retoriske Shaolin-fantasier, men noget mere asfaltdampende og mørkt, der kommunikeres gennem Raekwons karakteristiske, hæse og mørke vokal. Hans historier er mere sammenhængende og mørkere end Ghostfaces tit hektiske og fantasifulde, og sammen udgør de en helt unik afkrog i Wu-universet.

Karisma: 9/10
Raekwon har måske ikke makkeren Ghostfaces ekstatiske karisma, men hans fortællinger har en anden kant og umiddelbarhed; det her er alvor, føler man. Det føles som om det er virkeligt – og på den måde er Raekwon klanens store historiefortæller. Man føler, man får asfaltdamp i ansigtet af at lytte.

Solokarriere: 9/10
Raekwons ’Only Built 4 Cuban Linx’ er et af de bedste hiphop-album nogensinde og gentænkte hele Wu-Tangs lyd som en slags kølig og skærende noir-fantasi, hvor alle Wu-medlemmerne blandt andet fik nye alteregoer. Siden fulgte mange års tørke, men ’Only Built 4 Cuban Linx 2’ var – utroligt nok – et album, der som et af de eneste nyere Wu-album nåede tæt på klanens storhedstid.

Wu-Tang-faktor: 7/10
Raekwon er lidt klanens problembarn. Han var aldrig en dydig Wu-elev som GZA eller Masta Killa. Tværtimod: Allerede fra hans første soloalbum udviklede han sin egen slangstil, der næsten var mere gade-noir end shaolin-mystik. Og i de seneste år har han endda vovet at kritisere selveste RZA. Men hvad ville Wu-Tang-familien være uden dette sorte får?

SAMLET WU-SCORE: 34

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 1: Ghostface Killah

Vokal: 10/10
Wu-Tang Clan skabte en ny verden, der havde sit eget sprog og sit eget udtryk, men en af de væsentligste årsager til, at dén verden ikke blev statisk, men noget der konstant bevægede sig, er til stor del Ghostface. Hans rapstil er hektisk og dynamisk, og hans linjer er tit så fyldte af slang og tilsyneladende usammenhængende billedsprog, at man som lytter nærmest befinder sig i en billedstorm.

Karisma: 9/10
Mens Wu-medlemmer som GZA og Masta Killa tit virker som værdige læremestre, er Ghostface den sindssygt begavede gadedreng, der har potentialet til at blive den største nogensinde, men ikke tålmodigheden til at blive belært. Han er – med andre ord – den geniale og også poetiske ballademager alle elsker. Når ens lærer taler, lytter man – men når Ghostface åbner munden, hænger man ved hvert ord.

Solokarriere: 10/10
Okay, de sidste par album har ikke været mesterværker, men i en helt utrolig lang periode skabte Ghostface Killah det ene banebrydende nye album efter det andet – og det endda mens alle de andre Wu-medlemmer viste svaghedstegn. Fra det soulsample-drevne mafioso-mesterværk ’Ironman’ fra 1996 til det mere DOOM og Madlib-inspirerede ’Fishscale’ fra 2006 var han uovervindelig.

Wu-Tang-faktor: 7/10
Ghostface har i lang udstrækning sin egen stil, der er en slags hyperkreativ videreudvikling af Wu-Tangs mystik. Han virker ikke nær så interesseret i at nærstudere RZA’s manual som i at udfolde sin egen vision – og det er måske præcis det, der gør ham uundværlig

SAMLE WU-SCORE: 36

Læs også: Guide: Wu-Tang Clans 10 vigtigste numre

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af