I 2015 forlod Bo Rune Madsen Mew efter mere end 20 år i bandet, og der skulle gå halvandet års tid, før han lancerede et nyt musikkapitel med Turbolens. Nu, næsten to år efter projektets fænomenale debutsingle ‘Rastløse bevægelser’, opløser Turbolens sig selv med øjeblikkelig virkning.
Dagens nyhed er faktisk trefoldig. For det første går Turbolens i opløsning, for det andet er projektets sidste single ‘Jeres sang’ blevet udgivet, og for det tredje er aftenens koncert på Hotel Cecil hermed blevet tituleret som officiel afskedskoncert.
Bo Rune Madsen lavede musikken i Turbolens sammen med elever fra sin gamle skole, Bernadotteskolen i Hellerup, og de unge musikanter var også med ude og spille koncerter.
Turbolens nåede af udgive to ep’er: ‘Tro, håb og kærlighed’ og ‘II’.
Madsen skriver følgende i en pressemeddelelse (med ‘R’ i stedet for ‘er’):
»Børnene er blevet store, Jeg R vokset op på ny, og vi vender os og drejer os, og alting det forandres. Rejsen med børnene har været lærerig. Og disse læringer vil blive båret videre, men ikke som musik.
Turbolens har altid været et personligt projekt, der handlede om at udtrykke og forstå sine følelser. Men det har i ligeså høj grad været en rejse mod barndommen og den fantasi, frihed og leg, der kendetegner os som små. Glæde og umiddelbarhed, hvor rejsen er målet og fejl R gaver, der udvider og befrugter verden. For mig R børnene dyrebare læremestre, vi må passe på. Tak til Mullerne og i særdeleshed Julius og Mingus, der har været de fineste følgesvende, man kunne ønske sig.
‘Jeres sang’ er sangen om mødet med kærligheden, den uforbeholdne og de børn, der vokser ud af os, og som lever ved vore side og sidenhen over os, på den bulede, men fantastiske vej, der R… livet«.
Læs også: Bo Madsen fra Turbolens: 10 sange der har defineret mig