Så er der er tredobbelt godt nyt til danske Mac DeMarco-fans. Den canadiske slackerrocker med det hullede smil har annonceret, at hans femte studiealbum med titlen ’Here Comes the Cowboy’ udkommer 10. maj. Samtidig har han delt en ny single, ’Nobody’, og annonceret en novemberkoncert i København.
Der har været snak om, at efterfølgeren til ’This Old Dog’ fra 2017 skulle komme i år, og nu er det altså officielt. Ifølge en pressemeddelelse har Mac DeMarco optaget albummet i sit eget Jizz Jazz-studie i Los Angeles over to uger i januar og selv indspillet næsten alle instrumenter.
»Det her er mit cowboyalbum. Cowboy er for mig et udtryk for hengivenhed, jeg bruger det ofte til at referere til folk i mit liv. Hvor jeg voksede op, er der mange mennesker, som oprigtigt går med cowboyhat og gør cowboyting. Det er ikke dem, jeg refererer til«, udtaler DeMarco om titlen i pressemeddelelsen.
Og så kommer han altså til Danmark igen, nærmere bestemt 9. november i Store Vega.
Sidst han gæstede landet var i 2017 i Den Grå Hal, og året før indtog han Roskilde Festivals Arena-telt. Koncerten er en del af en større verdensrejse, hvor han på et par amerikanske datoer også skal gæste Anderson .Paak & The Free Nationals på deres nyligt annoncerede turné.
Mac DeMarco (CA)
9. november
Store Vega
Billetpris: 270 kr. (Billetsalget starter 8. marts)
‘Here Comes The Cowboy’-trackliste:
1. Here Comes The Cowboy
2. Nobody
3. Finally Alone
4. Little Dogs March
5. Preoccupied
6. Choo Choo
7. K
8. Heart to Heart
9. Hey Cowgirl
10. On the Square
11. All of Our Yesterdays
12. Skyless Moon
13. Baby Bye By
Læs også: Tinderbox går 80’er med Duran Duran og Rick Astley – 10 nye navne på plakaten