Mac DeMarco i Den Grå Hal: Bekymringsfri aften med jizz jazzens stive onkel

»Thanks for hanging out with us«, lød det efter to og en halv times spilletid fra slackerrockens ubestridt skøreste hyggeonkel, hvis storcharmerende smil var blevet betydeligt skævere i takt med, at hans whiskey-flaske var blevet foruroligende meget lettere. Trøjen var røget sig en tur, sætlisten overgået til en tilfældig omgang hit-shuffle, og mikrofonen gik på omgang blandt publikum, der kvitterede med lidt Red Hot Chili Peppers-karaoke.

Selv om han har mange velkendte, vanvittige livetricks at servere for sit publikum, er det altid umuligt at vide, hvordan en aften i Mac DeMarcos selskab helt præcist kommer til at forløbe. Han er publikums stive onkel, og hele salen er hans familiefest, som han mere og mere kærligt og upassende omfavner for hvert nummer.

Til forskel fra den gængse festonkel er der dog ingen grund til at krumme tæer over Mac DeMarco – hvis man vel at mærke ikke let lader sig forarge. Uanset hvor slap en line, han optrådte på onsdag aften i Den Grå Hal, stod det klart, at han besidder det musikalske talent og det dertilhørende nødvendige overskud og timing til at kunne skabe sig lige så tosset, han vil.

Inden sætlisten gik over i DeMarcos cover-favoritter bestående af Vanessa Carltons ‘A Thousand Miles’ og Sixpence None the Richers ‘Kiss Me’, leverede den selverklærede jizz jazzer et solidt sæt med både ‘Salad Days’- og ‘2’-klassikere, hvor navnligt ‘The Stars Keep on Calling My Name’ og ‘Cooking Up Something Good’ spredte bekymringsfri, solbeskinnet feststemning.

Blandt de stærke kendinge af chill-hymner og cigaret-ballader bidrog den mere lyrisk eftertænksomme og akustiske lyd fra DeMarcos nyeste ‘This Old Dog’ med en kærkommen, øget dybde til det bekymringsfrie cirkus: Særligt på den udsvævende psychdrøm ‘On the Level’, der overlegent skød legene i gang, det afdæmpede, charmerende titelnummer og ikke mindst under ‘Dreams from Yesterday’, hvor den underspillede bossanova-melankoli og blide komposition fik fuld smadder på kitschet pianosolo og dybtfølte claves (åh jo).

I regnen af frydefulde, upåklageligt eksekverede guitarriff og gakkede primalskrig (understøttende det faktum, at han nu nok aldrig bliver nogen gudsbenådet vokalist) balancerede Mac DeMarco på den hårfine grænse mellem underspillet musikalsk ekvilibrisme og vanvittigt freakshow. Dette beskrives nok bedst med det 10-15 minutter lange jam over The Champs’ 50’er-klassiker ‘Tequila’, der dels var en spændende rejse udi kyndige surf-licks og mambo-lege – dels en tålmodighedstestende tur i et øvelokale med drengerøve i selvsving.

Mac DeMarco er en gedigen guitarist og sangsnedker, men i liveformat er han og hans slæng frem for alt entertainere. Lige fra trommeslagerens crowdsurf til og fra salens bagerste bar til måden, hvorpå DeMarco fik hele salen til at skrige »I want my fucking money back« (motiveret af en anekdote fortalt af guitarist Andrew Charles Whites monotont Garth Algar-klingende røst).

Præmissen for hele Mac DeMarco-koncertoplevelsen ligger i virkeligheden i den indledende taksigelse: »Thanks for hanging out with us«.

Man hverken blot ser eller hører en Mac DeMarco-koncert – man hænger ud med ham. Er man ikke indforstået med dette, er han et noget frustrerende live-bekendtskab. Men går man med på præmissen, får man sig en helt særlig oplevelse i den intime øvelokalestemning og varme samhørighed, der spreder sig i hele salen – eller med andre ord: I den stive onkel og alle hans venners lag.

Læs også: Mac DeMarco hyggejammer og fortæller om forholdet til sin guitar – se video