Den Sorte Skole gav den som både mashup-guder og identitetsløse techno-dj’s på Heartland

Den Sorte Skole gav den som både mashup-guder og identitetsløse techno-dj’s på Heartland
Den Sorte Skole på Heartland Festival. (Foto: Mathias Bak Larsen)

Den Sorte Skoles Heartland-koncert kan groft inddeles i tre dele: Først en del med en klubbet lyd, der især trak på techno og trance. Dernæst en plunderphonics-del, hvor de samplede sange fra alskens verdenskroge, meget i tråd med lyden på ‘Lektion III’ og ‘Indians & Cowboys’. Og slutteligt en hiphop-mashup-del, der viste tilbage til deres tid som trio i slut-00’erne.

Det er selvfølgelig lidt generaliserende at dele koncerten op på den måde. Eksempelvis startede showet med et sample fra noget, jeg antager var en mellemøstlig folkesang. Og midt i den globale plunderphonics-sektion dukkede der et stykke industriel techno op. Men det er nok bedst alligevel at gennemgå de tre vidt forskellige sektioner individuelt.

At starte med noget techno og trance var klart en praktisk måde at få folk i feststemning. Når først de pulserende beats ramte kroppen blev det lidt svært at stå stille, og således var der med garanti dans blandt publikum, indtil showet var forbi.

Fra et rent kunstnerisk standpunkt var det dog fejlslagent. Efter mange års kærlighed til Den Sorte Skole følte jeg for første gang, at musikken kunne have været produceret af hvem som helst. Det lød ikke decideret skidt, for Højland og Dokkedal kan selvsagt let finde ud af at kreere et dansabelt groove. Men nøj, hvor manglede det identitet. Jeg kunne sværge, at et af deres mange drops var sakset direkte fra Martin Garrix.

Den mere globalt orienterede sektion føltes derimod klart som Den Sorte Skole. Når de dunkle stammerytmer først gik i gang, mærkede man dem. Det var i starten ikke en nær så stor fest som koncertens indledende stykke, men det gav en velfortjent hvilepause, det lød fedt, og så fik de altså også gang i publikum igen med en solid dosis Omar Souleyman.

Koncertens bedste del var dog uden sidestykke den afsluttende mashup-sektion. Den stod ikke blot på klassikere, men også helt nye musikalske kombinationer. Det var vildt at overvære, hvordan de kombinerede sange som Stormzys ‘Shut Up’, Mobb Deeps ‘Shook Ones Pt. II’ og Kanye Wests ‘Mercy’ i et dansabelt virvar af lyde, der gav koncerten noget tiltrængt spænding.

Naturligvis sluttede denne del med deres klassiske Malk De Koijn/Bjørn Svin-mashup ‘Svinemalkeren’. Den sang er altid katalysator for en stor fest, og på Heartland Festival var det ingen undtagelse. Det var et fyldigt, gribende mix, der afsluttede koncerten med manér.


Kort sagt:
Den Sorte Skoles Heartland-koncert havde et par bump på vejen, men i sine bedste stunder funklede den. I de mindst vellykkede øjeblikke skete der dog noget, jeg aldrig har oplevet før: Den Sorte Skole savnede identitet.

Læs anmeldelse: The Raconteurs’ magtdemonstration vil gå over i Heartland-historien

Den Sorte Skole. Koncert. Heartland Festival.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af