R’n’b-sangeren Lord Siva og produceren Vera slog uventet talenterne sammen tilbage i februar. Siva sang pludselig på engelsk, og stilen var mere rendyrket pop. Resultatet var ‘Paris’, en perle af en sang, som vi kårede til den bedste danske af slagsen i det første halvår af 2019. Folket stod også bag det nye makkerpar, da ‘Paris’ toppede Spotify-listen i hele tre uger.
Her seks måneder senere er Lord Siva og Vera endelig klar med næste single fra projektet, og de fortsætter den ømme sangskrivning på ‘Oh My God’.
»Oh my god / girl you are the only one / say I’m the only one«, synger Lord Siva ængsteligt, og hvem har ikke prøvet at stå på den ene side af en emotionel rude med håbet om, at personen på den anden side har det på samme måde som én selv?
Musikalsk er vi i samme univers som ‘Paris’ med Veras akustiske guitar, der spiller under den r’n’b-influerede, følelsestunge popmusik, som er skræddersyet til at ledsage synet af en solnedgang. Hvilket den bogstavelig talt også gør i musikvideoen, hvor de to musikere folder sig ud i et ret omfattende lydstudie i det fri.
Sammen med den nye single afslører Siva og Vera også, at de er i gang med at lave en decideret ep sammen.
Lord Siva udtaler følgende om ‘Oh My God’ og den kommende ep i en pressemeddelelse: »Sangen er et nummer om at være så besat af noget, at man ikke kan få det ud af hovedet. Udover den her udgivelse, så har vi fuld fokus på at lave sangene til vores ep færdige, og vi glæder os til at udgive endnu mere musik senere på året«.
Læs også: Bag om ‘Paris’: Lord Siva og Vera forklarer kæmpehittet i ny video