Seks ting vi lærte af P3’s Hans Philip-podcast – om bl.a. hashmisbrug og den store misforståelse om ‘Forevigt’

Seks ting vi lærte af P3’s Hans Philip-podcast – om bl.a. hashmisbrug og den store misforståelse om ‘Forevigt’
Foto: Sebastian Appel/Soundvenue

I dag udgav P3 de første tre afsnit af en ny podcastserie ved navn ‘Hvem er…?’, der kortlægger historien bag store danske musikere. Den første artist, der åbner op til værten Pelle Peter Jencel, er Hans Philip, som fortæller om alt fra sin skolegang til hvorfor Ukendt Kunstner stoppede.

Vi har lyttet de nye programmer igennem og lært nye sider af Hans Philip at kende.

1. Hans Philip boede i en ‘celle’ på to gange to meter med et lille vindue uden solskin

Da Hans Philip ikke kunne betale sin husleje, flyttede han ind på et mikroskopisk lille værelse hos en af sine venner, der efter hans eget udsagn kun målte to gange to meter.

Her sad han i underbukser og spillede PlayStation med jointskodder på gulvet omkring sig. Når han og vennerne ikke havde råd til at købe nye joints, måtte de samle ådslerne fra de gamle skodder. Den senere rapstjernes beskrivelse af dén periode er alt andet end munter:

»På daværende tidspunkt var det sgu rimelig dark, rimelig gråt altså. Vågne op, ryge hash. Sige til min familie, at jeg ikke ryger hash. Jeg havde en lejlighed, men den kunne jeg ikke finde ud af at betale, så jeg var nødt til at sælge den«.

2. Vennen Kesis ‘Byen sover’ og Kidds ‘Kysset med Jamel’ gav Hans Philip lyst til at lave musik

Da de to unge rappere Kesi og Kidd udgav henholdsvis ‘Byen sover’ og ‘Kysset med Jamel’, blev Hans Philip for alvor opmærksom på, at man kunne lave musik selv. Sammen med den blot 16-årige Jens Ole McCoy udgav han derefter grime-nummeret ‘Skørmand Ting’ under aliasset Skørmand.

»’Kysset med Jamel’ er det, der ligesom gør, at folk lægger mærke til, at der sker ting – med at de unge Nørrebro-rappere laver musik«, siger Hans Philip blandt andet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Han stoppede Skørmand-projektet efter at være blevet genkendt i SuperBrugsen

Skørmand udgav en musikvideo, der ifølge Hans Philip blev set over 10.000 gange det første døgn, spillede en koncert til Distortion foran 30.000 mennesker og fik sit billede i Politiken. Alligevel stoppede rapperen dét projekt tidligt, og i podcasten forklarer han hvorfor.

»Jeg var i SuperBrugsen på et tidspunkt, og så var der nogle drenge, der var sådan der: ‘Åh, det er Skørmand!’ Og jeg var sådan: ‘Det er fucking ikke Skørmand, det er Hans!’ Og så tænkte jeg, at det kan jeg fucking ikke overskue det her«.

Produceren Jens Ole McCoy, der senere også blev den anden halvdel af Ukendt Kunstner, havde lidt svært ved at forstå beslutningen dengang: »Lad mig sige det sådan, at jeg var lidt forvirret over det, men jeg stolede også enormt meget på beslutningen om at gøre det, for jeg havde til tro til Hans’ dømmekraft«.

4. ‘Langt væk’ er det nummer, der kom mest impulsivt

Årtiets tredje bedste hiphopsang ifølge Soundvenue blev til en aften i studiet, hvor Hans Philip var lidt småfuld. Rapperen beskriver processen således:

»Det gik virkelig hurtigt. Det var bare sådan en stemme, der dukkede op i mit hoved, du ved, omkvædet og teksten. Det er det eneste nummer, hvor jeg ikke føler, at jeg havde tænkt. Det skete bare 100 procent af sig selv. Det er også derfor, at det er et af de bedste numre, som jeg nogensinde har lavet«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Aarhus var Hans Philips Las Vegas

Efter at have vundet P3 Talentet og en DMA for årets gruppe, havde Hans Philip brug for at fejre succesen lidt væk fra rampelyset i København, hvor alle kender hinanden. Derfor var han altid den første til at melde sig til at tage med, når nogen skulle til Aarhus. Om det så var for at spille til Spot Festival, eller bare for at feste:

»Vi fuckede hotellerne op og sådan noget. Vi blev bandlyst, jeg tror også, jeg er bandlyst fra Atlantic (hotel, red.). Altså sådan fordi jeg sidder og ryger indenfor og asker lige lidt på gulvet og træder lige smøgen ud på gulvet og hov, vi spildte lige, og hov, vi skal lige have nogen med op. Og der må ikke være flere på værelset, men vi tager dem lige med op alligevel. Aarhus var sådan en Vegas-agtig experience«.

6. Det er en stor misforståelse, at ‘Forevigt’ handler om et breakup

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Efter to år, hvor Hans Philip lavede lige, hvad der passede ham, og blandt andet eksperimenterede med at lave film, var han i marts 2019 klar med solodebuten ‘Forevigt’, som vi kårede til årets bedste danske album. Her overraskede det ham, at musikken så ensidigt blev modtaget som et breakup-album. I podcasten udtrykker han blandt andet sin undren sådan her:

»Det var svært, at folk troede, at jeg var meget ked af det, da pladen kom ud, når det var sådan, jeg har haft det. Jeg kan også huske, at på et tidspunkt blev ‘Dagdrøm 1’ spillet på P3 – jeg tror, det var første gang – og personen sagde, at det handler om et breakup«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af