20. Bisse ‘Tanzmaus’
Der var ikke så meget halbal over Bisses bebudede countryalbum (han har jo cowboyhat på!), men til gengæld var der masser af verbale lussinger til samfundets moralske fordærv – og sådan nogle kan vi ikke få nok af.
19. Claus Hempler ‘Kuffert fuld af mursten’
Hempler sang for første gang på dansk og fandt i modersmålet en skarp og selvobserverende poetisk nerve. En gammel travhest kan åbenbart godt lære nye tricks.
18. Blaue Blume ‘Bell of Wool’
Efter frontmand Jonas Smiths langstrakte kamp med depression genfandt Blaue Blume lyset på ’Bell of Wool’, hvis glitrende artpop smukt besynger den menneskelige angst, der er så tæt forbundet med livet.
17. Josiah Konder ‘Through the Stutter’
Josiah Konders tragiromantiske mørkemandsrock er seriøst guf for fans af kunstnere som Nick Cave og Mark Lanegan, men det danske bands prægtige kompositioner står dog aldrig i skyggen af inspirationskilderne.
16. Elias Boussnina ‘Shameboy’
Elias Boussnina forvandlede sig fra den tossede traprapper Yung Coke til en elegant og stilsikker r’n’b-artist i eget navn. Ikke en nem opgave, men den blev løst til UG.
15. Søren Huss ‘Sort og hvid til evig tid’
Livet er fyldt af modsætninger, og det ved ingen som Søren Huss. ‘Sort og hvid til evig tid’ er et smukt vidnesbyrd om værdien i at reflektere over levet erfaring og at følge sit helt eget tempo.
14. Liss ‘Second’
Efter tre års stilhed vendte Liss tilbage med deres veldrejede pop på ep’en ’Second’, der i rollen som den svære toer lykkedes med både at viderebringe og fornye alt det bedste fra ’First’.
13. Bremer/McCoy ‘Utopia’
Findes der bedre søndagsmusik end Bremer/McCoy? Den musikalske personificering af en uldsweater, der vækkes til live og laver en kande kamillete.
12. When Saints Go Machine ‘So Deep’
Med hjælp fra Copenhagen Phil har When Saints Go Machine skabt et album, der balancerer storladne strygere og intens elektronik med helt små inderlige øjeblikke.
11. Gilli ‘Kiko’
I mange år dominerede Gilli dansk hiphop uden at udgive et album. Og i år dominerede han så dansk hiphop ved at udgive et album, hvor hver sang kunne have været en single.
10. Jamaika ‘Nordsiden’
‘Nordsiden’ er et vredens dokument. En fuckfinger til anklageren, politiet og alle andre repræsentanter for systemet. Det er ét langt forsøg på at sprænge lænkerne.
9. Søn ‘Det skandinaviske design’
På Søns sprudlende og løsslupne rockdebut åbenbarer frontmand Kristoffer Jessen sig som et af landets største tekstforfattertalenter.
8. Erika De Casier ‘Essentials’
Erika de Casiers musik er frem for alt lokkende. Giv nu bare efter, hvisker den til dig. Lad nostalgien forføre dig med til 90’ernes dragende r’n’b-univers. Her er meget bedre end i nutiden.
7. AV AV AV ‘No Statues’
De tre musketerer har indgået en ubrydelig elektronisk pagt, og på debutalbummet når AV AV AV’s alvorlige klubpoesi ganske enkelt nye, spektakulære højder.
6. Barselona ‘Legebørn’
Med den potente sangskrivning på ’Legebørn’ slog Barselona fast, at man ikke nødvendigvis behøver have levet et langt liv for at kunne sætte ord på kærlighedens og livets forgængelighed.
5. Ganger ‘Mørk’
Der findes intet andet dansk popmusik, der lyder som Ganger, og med ’Mørk’ fik vi et af de mest ambitiøse danske debutalbum i lang tid.
4. Branco ‘Baba Business’
Hvis det her var en film, ville det være halvt ’Fast and the Furious’ og halvt gangsterfilm. For ’Baba Business’ slipper aldrig speederen. Det er gangsterboss-rapmusik fra overhalingsbanen.
3. Lowly ‘Hifalutin’
Hvad skal man egentlig kalde Lowlys musik? Drømmepop, støj, indie, art?
Lyden af ’Hifalutin’ er måske udefinerbar, men den bliver aldrig navlepillende eller unødigt eksperimenterende. Hvert eneste nummer rummer et nyt kreativt forsøg, som dog aldrig bliver påtaget artsy, men som tværtimod gør albummet til en hel særegen rejse, hvor de enkelte enheder formår at skille ud sig ud fra mængden, samtidig med at de sammen skaber en gennemført musikalsk helhed.
Selv om Lowlys musik måske svæver langt over os andre, så mister den aldrig helt fodfæstet.
2. Jada ‘I Cry a Lot’
Hvis man skulle udvælge én dansk artist, der virkelig formåede at sætte sit præg på dansk musik i 2019, ville Jada nok være oplagt af flere grunde.
Emilie Molsted, som hun jo egentlig hedder, spillede for begejstrede publikummer på alle sommerens festivaler og til sine egne fuldstændig udsolgte shows, hun vandt et hav af priser igennem året, og hun møvede sig for alvor ind i danskernes hjerter med DR-dokumentaren ’Jada – lillebitte kæmpestor’ – og nå ja… så udgav hun jo også debutalbummet ’I Cry a Lot’, som i den grad indfriede de høje forventninger til projektet i kølvandet på stærke singler som ’Lonely’, ’Clean Love’ og ‘Keep Cool’.
’I Cry a Lot’ var som titlen antyder én stor følelsesladet popfest, som vi alle sammen var inviteret med til. Med sin befriende åbenhed og imponerende stemme formåede Jada med albummet at vise en ny retning for dansk pop, som handlede mindre om koncept og mere om mennesket bag produktet.
De mange fortællinger i medierne om Molsteds stress og selvkærlighed fletter sig således sammen med ’I Cry a Lot’s budskaber om fællesskab, seksualitet og kærlighed i årets allerstørste popåbenbaring.
1. Hans Philip ‘Forevigt’
Har der nogensinde været mere diskrepans mellem al larmen rundt omkring et album og så selve albummets lyd?
I foråret 2019 var hiphop-Danmark ved at gå amok over, at Ukendt Kunstner-frontmanden Hans Philip skulle udgive sit første soloalbum. Men det, vi fik, var hverken euforisk som ’Neonlys’ eller bombastisk som ’Stein Bagger’. ‘Forevigt’ var stille, privat og intimt.
Melankolien var et af de definerende træk ved Ukendt Kunstner, men det her er noget andet. Noget mere nuanceret og kompliceret – det føles som de alt for virkelige og alt for menneskelige kvaler og kampe ved et parforhold, der er gået i opløsning.
På den måde er ’Forevigt’ et forsøg på at granske sig selv, sit liv og sin kærlighed for at prøve at forstå, hvordan fanden det hele egentlig hænger sammen. Det er mere forvirrende voksenliv end forbandede ungdom. Og mere selvransagende r’n’b end bombastisk og ordekvilibristisk hiphop.
På den måde er albummet både et farvel til 2010’ernes Ukendt Kunstner-prægede ungdomsår og et goddag til en af nyere tids mest ventede solokarrierer, hvor en afdæmpet og reflekteret Hans Philip ramte den lige i øjet med første forsøg.