Der har været rimelig stille omkring The xx siden 2017, hvor de udgav albummet ‘I See You’ og spillede danske koncerter i Forum og på Roskilde Festivals Orange Scene. Det tyder dog på, at der bliver kastet nyt brænde på bålet i forhold til 2020.
Gruppen bestående af Oliver Sim, Romy Madley Croft og Jamie Smith (kendt som Jamie xx) har nemlig skrevet følgende på Instagram: »Vi glæder os til 2020! Vi har alle arbejdet på ny musik, kan ikke vente med at dele det med jer!«.
Det vides selvsagt ikke, om der er tale om et helt album, men The xx har nu altid været et band, der arbejder i helstøbte koncepter – de er så at sige et ‘albumband’. Så man kan godt regne med, at når der kommer en single, så hænger den sammen med et album.
The xx har udgivet tre album indtil videre i karrieren – ‘xx’ i 2009, ‘Coexist’ i 2012 og ‘I See You’ i 2017.