Det var åbenbart for godt til at være sandt. I går landede det, der umiddelbart var et helt nyt album fra Donald Glover, men nu er musikken forsvundet fra internettet igen.
Glover selv skrev aldrig noget officielt, og det var i stedet fans og Glovers manager, Fam Rothstein, der gjorde opmærksom på et website kaldet donaldgloverpresents.com.
På websitet kørte der et loop af 12 sange fra Glover (eller Childish Gambino, om man vil), herunder 2019-singlen ’Feels Like Summer’ og ’Warlords’ fra Glovers Coachella-koncert sidste år som Childish Gambino. 21 Savage, SZA og Ariana Grande var efter sigende med som gæster.
Men ja, mindre end 24 timer senere er musikken altså væk. Websitet fungerer stadig, og teksten ‘Donald Glover Presents’ kommer en i møde, når man går derind. Men streamen er forsvundet.
Var det hele en fejl? Var det hele fake? Hvem udgiver et album på en søndag? Og hvem udgiver et storstilet surprise-album midt i en verdensomspændende corona-panik?
Fam Rothsteins Twitter-konto er siden blevet slettet, hvilket kunne tyde på, at der er gået ét eller andet galt. Men lige i øjeblikket blafrer spørgsmålene i vinden.