I 2018 og 2019 var der underligt stille omkring Necklace, efter den danske sanger i 2017 havde udgivet den stærke ‘Try This’, der på en eller anden underlig og magisk måde forenede et svævende popunivers med en snert af Young Thug-flows.
Men nu er Niklas Grool – som manden bag projektet hedder – i dén grad tilbage.
Tidligere i år udgav han nummeret ‘Wake Up’, og nu følger han op med den svævende popsang ‘Chase’, der kommer med en fortryllende smuk musikvideo, der er filmet på Island og instrueret af Vida, der blandt andet har stået bag æstetisk udfordrende videoer for blandt andet Artigeardit.
‘Chase’ er en skrøbelig sang om ulykkelig kærlighed, og i videoen vandrer sangeren med det karakteristiske lange hår da også ensom rundt – først omringet af et isdækket landskab og til sidst omgivet af brusende vand. Man kan næsten fornemme, at kærligheden forsvinder, ligesom isen smelter omkring ham.