I går kunne vi (og et hav af musik- og filmmedier verden rundt) fortælle nyheden om, at selveste Daft Punk skulle lave soundtracket til gyserlegenden Dario Argentos næste film ’Occhiali Neri’. Men ak, nyheden viste sig at være for god til at være sand.
Screen Daily har fået en officiel udtalelse fra to af filmens producenter – Conchita Airoldi fra Urania Pictures og Brahim Chioua fra Getaway Pictures – som benægter, at Daft Punk har underskrevet en aftale eller overhovedet har indgået i dialog om at lave musik til filmen.
Det altså på trods af, at italienske Argento var blevet citeret for følgende om samarbejdet i et interview med Repubblica: »De hørte via franske venner, at jeg optog en ny film, og de ringede til mig [for at sige]: ’Vi vil gerne arbejde med dig’«. Ifølge Argento var den franske duo lige på trapperne med at sende de første numre forbi ham.
Men sådan forholder det sig altså ikke i virkeligheden ifølge filmens producenter: »Citatet reflekterer Argentos ønske om at arbejde med Daft Punk – der har dog hverken været aftale eller snak om det mellem de to parter«, lyder det i den officielle udtalelse.
»Filmen er i øjeblikket i pre-produktion, og Darios ønske er ikke på dagens agenda«, lyder det også fra producenterne.