Artigeardit har efterhånden ikke bare ry for at være en stilsikker rapper med et elegant flow, han er også kendt for at lave ambitiøse, konceptuelle musikvideoer. Det er især samarbejderne med produktionsholdet Vida, der har ført til stærke billedsider som ‘Ses senere’ og den Hunter S. Thompson-gentænkende ‘Bagsæde’, der kom tidligere i år.
Nu er Artigeardit igen klar med en Vida-produceret video, og der er i dén grad smæk på ‘Stensikker’. Artigeardit får både lov til at køre i monstertruck og flyver mod solnedgangen i en luftballon.
Men man er selvfølgelig også nødt til at skrue op for niveauet, når der skal laves video til en sang, hvor Artigeardit er i sit mest arrogante hjørne – på den gode måde!
Han rapper om at brænde penge af og køre scooter i Phuket, og så får han nævnt, at pladeselskabet ikke ville have, at han udgav ‘Vildedage’ – men nu er det album gået guld.
Den slags bars fortjener i dén grad en monstertruck. Og en luftballon.