I torsdags måtte vi tage afsked med den nigerianske trommeslager og afrobeat-pioner Tony Allen, der døde 79 år gammel. Det sørgelige tab har fået Gorillaz til at dele et nummer, de skabte i samarbejde med Allen inden hans død: ’How Far?’.
Hele herligheden indledes af Tony Allens hæse latter, hvorpå Skepta tager over og dominerer tracket med både skarpe vers og ditto omkvæd – om at være berømt og ikke mindst berygtet.
»Nummeret blev skrevet og indspillet med Skepta i London lige inden lockdown og bliver delt omgående som en hyldest til en stor mands ånd: Tony Allen,« lyder det fra Gorillaz i en pressemeddelelse.
Tony Allen og Gorillaz-bagmand Damon Albarn var venner og samarbejdspartnere igennem mange år, hvor de blandt andet spillede sammen i supergruppen The Good, the Bad and the Queen.