Der har været stille omkring Kesi i lidt tid. For rapperen, der ellers har forkælet os men det ene hit efter det andet de seneste mange år, har ikke udgivet en eneste sang i det nye årti. Faktisk har der været stille helt siden udgivelsen af ‘888’-ep’en i september 2019 – hvis man altså ser bort fra udgivelsen af den ældre sang ‘Vant til’ i december.
Men nu er ventetiden forbi! Kesi har nemlig netop udgivet et nummer med den passende titel ‘Tilbage’, og det er faktisk lidt af en ny retning for Nørrebro-rapperen. For den nye sang har ikke bare en syngende (!) Hennedub på omkvædet, den har også en opløftende, næsten gospel-agtig lyd, der leder tankerne hen på Chance the Rapper.
Og det er i dén grad noget nyt for Kesi. Han har jo før lavet alt fra grime til autotune-trap til gaderap – men det er faktisk overraskende, hvor perfekt han glider ind i rollen som livsbekræftende, semi-prædikende soul-rapper.
»Hvordan skal man kunne andet end at smile, når man har det sådan her / når man er fra, hvor jeg er fra, vil man bare klare det lidt mere«, rapper han et sted, så man får helt lyst til at klappe i takt med det imaginære gospelkor.