Tessas nye single ‘Bål’ er den logiske konsekvens af den udvikling, vi så i ’Tessas hævn’

’Bål’ afspejler den udvidede status som rollemodel, rapperen er vokset ind i med DR3-dokumentarserien ’Tessas hævn’.
Tessas nye single ‘Bål’ er den logiske konsekvens af den udvikling, vi så i ’Tessas hævn’
Tessa.

I løbet af foråret har vi i DR3-dokumentarserien ‘Tessas hævn’ fået rapperens livshistorie fortalt med alt hvad den indebærer af traumer og misbrug i fortiden. Her fortalte Tessa blandt andet om afpresning via nøgenbilleder, en tvungen trekant i et solcenter og en gruppevoldtægt.

Det overvældende ærlige indblik i rapperens livshistorie har (som vi har skrevet om tidligere) givet hendes musik en ny dimension. For Tessas rim om at nægte at holde kæft og flippe de seksuelle magtforhold stod pludselig stærkere frem, da man forstod, at de tekster på en måde genoprettede den skævvridning af magtforholdene, der havde fundet sted i hendes barn- og ungdom.

Sangene er stadig benhårde, og hendes punchlines er stadig chokerende og sjove – det er ikke det. Men nu står det også klart, hvorfor hun rapper så meget om sex. Nemlig for at genvinde overherredømmet over sin egen krop og stemme – og dermed sin egen historie.

Men det handler ikke kun om Tessa selv. I dokumentarserien forklarer rapperen således også, at hun fortæller om sin fortid, så den næste generation af unge udsatte måske ikke behøver lide samme skæbne. Hun bærer på en måde korset for dem, der kommer efter: For at sætte fokus på de her problemer, men også (måske især) for at vise, at man kan komme videre. At fortiden ikke behøver definere en for evigt.

Dén opløftende side af rapperen har dog ikke været så tydelig i hendes musik – indtil nu.

Tessas nye single ‘Bål’ – som man delvist kunne se blive indspillet i ‘Tessas hævn’ – markerer et nybrud i rapperens musik, fordi hun eksplicit henvender sig til sine lyttere med et budskab: »Til alle dem der er blevet trådt på / og tror at drømme er umulige at opnå / giv en finger til dem, der fortalte dig det / husk den bedste hævn er succes«, rapper hun blandt andet med direkte reference til DR3-dokumentarserien, der jo hed ‘Tessas hævn’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den salgs opløftende budskaber er noget nyt for vestegns-artisten. Hidtil har Tessa været et forbillede for unge piger og kvinder, fordi hun nægter at holde kæft eller lade sig kue. Men her får hendes funktion som forbillede en ny facet i form af en direkte dialog – en slags livslinje til dem, der er i samme situation som Tessa selv var for nogle år siden.

»Det handler ikke om, hvor hårdt du rammer jorden, min ven / det handler om, hvordan du kommer op igen«, som hun ret rammende indkapsler det i slutningen af andet vers.

Okay, det kunne måske lyde lidt som et corny inspirationsmotto fra en Instagram-caption. Men netop fordi vi kender Tessas historie – og årsagen til, at hun laver den her sang – vokser teksterne sig alligevel større end tomme det-skal-nok-gå-klichéer.

For ‘Bål’ er jo også den første Tessa-sang til at blive udgivet, siden sidste afsnit af DR-dokumentarserien rullede over skærmen – og det er næppe tilfældigt. Rapperen udtaler således via en pressetekst, at ’Bål’ er skrevet mod slutningen af dokumentarforløbet, og sangen virker da også som en direkte musikalsk konsekvens af dén serie.

For i ’Tessas hævn’ omfavner hun sin status som rollemodel. Ikke fordi hun er perfekt. Men fordi hun har været igennem nogle ting, som mange andre går igennem. Noget, som få tør tale om – og som Tessa er i en enestående position til at italesætte.

Dermed transcenderer Tessa på en måde også ideen om, at det hele er hævn. For det budskab, der stråler igennem på den nye single, er nemlig ikke hævngerrigt, men opløftende.

Det kan godt være, at Tessa med sine tidligere sange har fået hævn gennem sin musik. Men det, der for alvor gør hende vigtig lige nu, er ikke hendes hævntørst, men hendes evne til at inspirere.

På en måde har hendes hidtige sange handlet om ’Tessas hævn’ – men ‘Bål’ handler snarere om ’Tessas triumf’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af