I sidste uge inviterede Lil Uzi Vert til virtuel koncert i samarbejde med Live Nation – dét show foregår natten til den 28. august dansk tid. Nu er det så blevet Megan Thee Stallions tur til at invitere til en optræden uden livepublikum – men som du altså kan streame for lige under 100 kr. den 30. august.
Houston-rapperen udgav i marts ep’en ’Suga’, og efterfølgende har der været stærke udgivelser som ’Girls In the Hood’, hvor hun samplede ’Boyz-N-The-Hood’ af Eazy-E. For ikke at tale om det brandvarme samarbejde med Beyoncé på ‘Savage’-remixet og den benhårde sexhymne ’WAP’ i selskab med Cardi B.
På det seneste har Megan Thee Stallion tillige været meget i medierne grundet en skudepisode med Tory Lanez.
Den virtuelle koncert kommer til at finde sted klokken 00.00 dansk tid natten til den 30. august.