Oscars er ikke for alle. Den røde løber, de planlagte outfits, al den pomp og pragt. Man skal helst føle sig hjemme i spotlyset.
Og ja, det gjorde Sufjan Stevens i den grad ikke, da han i 2018 lagde vejen forbi det årlige Oscar-show. En af det 21. århundredes største indiehelte var nomineret i kategorien Bedste sang for ‘Mystery of Love’ fra ‘Call Me By Your Name’, og Stevens var således hyret ind til at optræde foran en pakket sal og en hel masse tv-seere.
»Helt ærligt, så var det en af de mest traumatiserende oplevelser i hele mit liv«, udtaler albumaktuelle Sufjan Stevens i et interview med The Guardian.
Oscar-showet repræsenterede »alt det, jeg hader ved USA og populærkultur«, siger Stevens, som kalder hele arrangementet for et »skrækkeligt Scientology-skolebal«.
‘Mystery of Love’ tabte desuden til ‘Remember Me’ fra Pixar-filmen ‘Coco’, og efter at have læst interviewet kan man vide sig rimelig sikker på, at Sufjan Stevens ikke vender tilbage til Oscar-uddelingen, skulle han blive nomineret igen.
»Jeg ville ikke have noget som helst at gøre med den verden og den kultur«, siger han.