Sufjan Stevens har en af de mest spændende, spraglede og roste diskografier, amerikansk musik har set i de seneste to årtier.
Den evigt idiosynkratiske singer/songwriter debuterede i 1999, og hans diskografi tæller i dag syv solo-studiealbum, en række kollaborative album, et livealbum, ti jule-ep’er, en håndfuld mixtapes og en god dosis soundtrack-arbejde – uden at selv denne fyldige opremsning formår at ramme det hele.
Det kan derfor virke som lidt af en mundfuld at kaste sig ud i amerikanerens store diskografi – men er man ny til Sufjan, er nu et godt tidspunkt at starte. Hans ottende soloalbum ‘The Ascension’ udkommer nemlig fredag i denne uge, og det er hans første siden 2015’s skelsættende ‘Carrie & Lowell’.
Som et form for lynkursus har vi her udvalgt fem nedslag i karrieren, der udgør de vigtigste artistiske triumfer og stunder i Sufjan Stevens’ konstante musikalske udvikling.
1. ‘Michigan’ (2003)
Ét album for hver af USA’s 50 delstater – dette var løftet, da Stevens annoncerede sit tredje album, ‘Michigan’, et konceptalbum om delstaten af samme navn. Dette løfte blev ikke holdt, og Stevens endte med at indrømme, at det blot var et marketingstunt. Men de to album, han trods alt udgav med dette koncept, er begge højdepunkter i hans diskografi, og ‘Michigan’ endte med at være et vendepunkt, hvor mange for første gang fik øjnene op for, hvor spændende en kunstner Stevens er.
At netop staten Michigan endte med rent faktisk at få et album dedikeret til sig er næppe tilfældigt. Stevens er selv opvokset i Michigan, og derfor ender albummet med at være en tænksom, nostalgisk, men på ingen måde sukkersød skildring af sangerens forhold til sin hjemstavn. Han bruger Flints socioøkonomiske ulighed som et springbræt for at synge om ensomhed, og han bruger den spirituelle klang af navnet på den lille by Paradise til at udforske sit eget forhold til sin tro.
Dertil har Stevens også formået at skabe et album, der lyder af staten Michigan. Man kan nærmest høre grantræerne, hjortene og Jordan-floden for sig, når hans på én gang behagelige og kulørte folkinstrumentation folder sig ud. Han har mange tekniske spidsfindigheder og et stort arsenal af instrumenter i ærmet, men han formår at holde det jordnært stort set hele vejen igennem. Således er lytteoplevelsen levende og varieret, men også konceptuelt meget sammenhængende.
2. ‘Seven Swans’ (2004)
‘Seven Swans’ er på mange måder noget af det mest simple, Sufjan Stevens har udgivet. Hermed ikke forstået, at der ikke er den overdådige kompleksitet, man som regel forventer af Stevens kompositioner – den mangler skam ikke. Men der er noget umiddelbarhed over helhedsoplevelsen, som hans andre værker ikke besidder i samme grad.
‘Seven Swans’ er nemlig ikke rodfæstet i et tætvævet gennemgående koncept, det markerer ikke et radikalt sonisk stilskift, og det er stadig blot Sufjan alene, der er arkitekt på hele albummet. På mange måder er dette derfor det ideelle album til at blive introduceret til Sufjan Stevens – alt det omkringliggende er skåret fra, så du blot kan fokusere på den fornemme sangskrivning, der her i endnu højere grad end ‘Michigan’ udforsker Stevens’ forhold til Gud.
Lyden sætter sig fornemt i forlængelse af de blide folkarrangementer på ‘Michigan’, omend de langt hen ad vejen er en kende mere nedbarberede.
Hvor ‘Michigan’ ynder jævnligt at kaste dig ud i nye musikalske territorier, vender ‘Seven Swans’ altid tilbage til banjoen og guitaren, som i Stevens’ hænder bliver fornemme virkemidler til at fremmane intimitet. Denne tilgang gør også, at eventuelle instrumentale afstikkere dermed brænder sig endnu klarere fast – hans brug af melodica fører på afslutningsnummeret ‘The Transfiguration’ eksempelvis til en decideret religiøs ekstase.
3. ‘Illinois’ (2005)
Hvor ‘Michigan’ gjorde Sufjan til et markant navn i indiemusikken, gjorde ‘Illinois’ ham til navnet, alle indiehoveder snakkede om.
Instrumentationen er mere farverig, finurlig og teatralsk end på tidligere udspil. Der er ganske vist visse tracks, såsom fanfavoritterne ‘John Wayne Gacy, Jr.’ og ‘Casimir Pulaski Day’, der atter primært er forankret i rolig folkinstrumentation, men albummet er befolket af blandt andet en strygerkvartet, et kor og så mange percussion- og blæserinstrumenter, at det kan være en ganske bjergtagende lytteoplevelse.
Arrangementerne er til tider endda skarpe og punchy, så melodierne sætter sig fast på nethinden, som var de skåret til radioen. Melodien til den mest populære sang, ‘Chicago’, er således løftet fra ‘Seven Swans’-sangen ‘The Transfiguration’, men den mere storladne, slagkraftige orkestrering på ‘Chicago’ gjorde, at sidstnævnte fik en smule hitlistesucces – som den første sang i Stevens’ karriere.
‘Illinois’ er stadig Sufjan Stevens’ bedst sælgende album nogensinde, men tro ikke, at denne relative kommercielle succes kom på bekostning af hans kunstneriske ambitioner. Ligesom med ‘Michigan’ er albummet forankret i den amerikanske delstat, den deler navn med, og Sufjan dykker dybt ned i statens historie og ikonografi for at udforske sit selv grundigt.
Tilsæt oveni dette nogle ualmindeligt legesyge kompositioner og arrangementer, og vi får et værk, der med god grund ofte er blevet stemplet som Stevens’ allerstørste kunstneriske bedrift.
4. ‘The Age of Adz’ (2010)
I 2006 fik vi udgivelsen ‘The Avalanche’, der bestod af sange, der var skåret væk fra ‘Illinois’, og senere samme år samlede Stevens sine fem første jule-ep’er på kompilationen ‘Songs for Chrismas’. I 2009 kastede han sig ud i ‘The BQE’, der var et multimedieprojekt dedikeret til motorvejsstrækningen mellem Brooklyn og Queens, hvilket blandt andet medførte et soundtrackalbum bestående af moderne klassisk musik. Men man skulle vente hele fem år på noget, der i sandhed kunne løfte arven fra mesterværket ‘Illinois’.
Eller, mange vil egentlig påstå, at ‘The Age of Adz’ ikke levede op til ‘Illinois’ heller. Mens det ikke just vrimlede med decideret negative anmeldelser, var der en del, der blot bevægede sig over på den pæne side af en middelkarakter – noget, der ikke kan siges for resten af denne liste. Der skal dog ikke herske tvivl om, at de fleste har en positiv opfattelse af albummet, herunder jeres ydmyge skribent, der endda vil placere det som sit yndlingsalbum af den afholdte singer/songwriter.
På ‘The Age of Adz’ omfavner Stevens elektronisk musik som aldrig før. Det sker ikke blot i form af en mild synthesizer, der understøtter et ellers folkorienteret album, men rettere gennem et uforudsigeligt overflødighedshorn af squeaky, wobbly og skrattende lydeffekter, der konstant overtager hinanden – selv om hans sangskrivning stadig er øjeblikkeligt genkendelig, og mange af de samme tematikker bliver udforsket.
Af denne årsag er det også et meget kompromisløst album – noget, der især kommer til udtryk, når han afslutter værket med det godt 25 minutter lange epos ‘Impossible Soul’, der bliver så bizart og hæmningsløst, at det kan være svært at finde hoved og hale i.
Men ‘The Age of Adz’ er omvendt også det ideelle album at lytte til, hvis man vil forberede sig på ‘The Ascension’. Det tyder nemlig på, at det nye album markerer en tilbagevenden til de elektroniske toner – omend i en noget mere spiselig variant.
5. ‘Carrie and Lowell’ (2015)
På mange punkter er ‘Carrie and Lowell’ lige så kompromisløst som ‘The Age of Adz’, men af markant andre årsager: Albummet er en milepæl på grund af, hvor hudløst ærligt, sårbart og direkte det er omkring Sufjan Stevens’ mor, Carrie, der døde i 2012.
Instrumentationen er af denne årsag i den totalt modsatte grøft af ‘The Age of Adz’ – ja, den er sågar mere nedbarberet end på ‘Seven Swans’. For det meste er det blot Sufjans stemme og guitar over et diskret ambient-tapet – omend der gøres plads til eksempelvis klaver, banjo og backingvokaler, hvis det givne moment skulle fordre det.
Desuden er sangene på overfladen mere simpelt strukturerede; fortløbende vers, der generelt har lignende strukturer på tværs af hver given sang. De længste tracks varer blot omkring de fem minutter, og ingen sange er så korte, at de blot føles som interludier eller fragmenter.
Alligevel er det en tung lytteoplevelse, for lyrikken går i dybden med et hårdt emne: At miste en mor, man ikke just havde et ideelt forhold til. Sufjan behandler traumer og smerte, men også tilgivelse. Det er en imponerende nuanceret udgivelse – den efterlader hverken lytteren eller Sufjan Stevens med nogen simple svar på, hvordan man skal reagere. Og netop derfor er det et så imponerende værk.