Sufjan Stevens vender tilbage til elektronikken, men kan ikke leve op til karrierens højdepunkter
Jeg skulle lytte til Sufjan Stevens’ nye album, ‘The Ascension’, tre gange, før jeg bare kunne lide det.
Det handler nok om, at det er let kun at kigge efter hullerne i osten, når en kunstner så stor som Stevens leverer et værk, der ikke helt tåler at stå side om side med karrierens højdepunkter. For der er skam en del at holde af på tværs af de godt 80 minutter, albummet varer.
Men da jeg lyttede til ‘The Ascension’ de første to gange, var det svært at abstrahere fra de åbenlyse paralleller til mit yndlingsalbum fra den store singer/songwriter, 2010-mesterværket ‘The Age of Adz’. Begge album benytter sig primært af elektronisk instrumentation, og i begge tilfælde drejer teksterne sig meget om kærlighed og tanken om, at man en dag skal dø.
Men alligevel er der en markant forskel, der øjeblikkeligt kommer til udtryk. ‘The Age of Adz’ er et sprudlende overflødighedshorn af elektroniske lyde, der overfalder hinanden, hver gang der er mulighed for det. Omvendt er det generelt ganske let at få overblikket over de ganske milde musikalske tapeter, ‘The Ascension’ byder på.
Men mit problem med lyden på ‘The Ascension’ er ikke blot, at det er knap så hyper-ekspressivt som ‘The Age of Adz’. Nogle af Stevens’ stærkeste stunder har været med mere tilbageholdende instrumentation – hør blot album som ‘Seven Swans’ eller ‘Carrie and Lowell’.
Så kønne som mange af sangene på ‘The Ascension’ lyder, så er der en del valg i instrumentationen, der føles uinspirerede. Den bløde ambience på ‘Run Away with Me’ gør, at den til forveksling lyder som enhver given synthbaseret dreampopsang fra det seneste årti.
Den ligeledes drømmende ‘Lamentations’ krydrer tingene op med et UK Garage-beat – men et ganske skabelonskåret et, der dertil ikke rigtig tjener den længselsfulde sangskrivning. ‘Landslide’ har hele vejen igennem en pirrende pivetone, der fader ind og ud af tracket – og det eneste, den bidrager med, er at gøre nummeret svært at holde ud, når man først har bemærket den.
Men på den ande side er der altså en del numre, der virkelig fungerer fornemt.
Ikke blot er der nogle stærke tracks, der giver noget dynamisk afveksling ved vellykket at henvise tilbage til den megalomaniske lyd fra ‘The Age of Adz’ (‘Ativan’, ‘Death Star’ og ‘Goodbye to All That’ for blot at nævne nogle af mine favoritter). Men vigtigere endnu er der nogle tracks, der får det bedste ud af den mere diskrete tilgang til elektronisk instrumentation.
Hver eneste lille, nøje placerede tone får blot ‘Sugar’ til at ramme hårdere, og det spirituelt klingende titelnummer formår problemfrit at skabe den højtragende fornemmelse af religiøsitet, som Stevens’ længe har mestret – men her gøres det noget så forsigtigt og tilbageholdende.
Mest imponerende har Sufjan Stevens kreeret en decideret popsang i form af ‘Video Game’. Den er catchy, skarpt skåret og spækket med hooks, men den ofrer intet sted sin melankoli – eller for den sags skyld Stevens’ evindelige oprigtighed, der skinner igennem på selv albummets svagere momenter.
Det her er langt fra diskografiens bedste album – det er også et hårdt bagkatalog at hamle op med. Men trods de markante ujævnheder vil jeg stadig ikke tøve med at anbefale ‘The Ascension’ – for højdepunkterne er både fremragende og talrige.
Kort sagt:
Det er ikke hele vejen igennem, at Sufjan Stevens’ elektroniske omgivelser er lige effektive, men højdepunkterne på ‘The Ascension’ er stadig så fremragende og så talrige, at det ikke er svært at anbefale albummet.